R Y G T E T

// I'LL LOVE YOU 'TILL THE END OFF TIME\\

2012-02-05T18:11:00.001Z

Du gør mig så rtyuiogkjhgfdsdfghjlw glad ♥

2012-01-31T20:26:00.000Z

GIVTIGT OG BERIGENDE GIVTIGT OG BERIGENDE
GIVTIGT OG BERIGENDE GIVTIGT OG BERIGENDE
GIVTIGT OG BERIGENDE GIVTIGT OG BERIGENDE
GIVTIGT OG BERIGENDE GIVTIGT OG BERIGENDE
GIVTIGT OG BERIGENDE GIVTIGT OG BERIGENDE
GIVTIGT OG BERIGENDE GIVTIGT OG BERIGENDE
GIVTIGT OG BERIGENDE GIVTIGT OG BERIGENDE
GIVTIGT OG BERIGENDE GIVTIGT OG BERIGENDE

2012-01-30T20:34:00.002Z

Jeg er ikke en freak, jeg har bare hørt The Arrogant for syvende gang i dag

//I VÆKKER MIG\\

2012-01-25T21:18:00.000Z

I vækker mig. I er den lette brise om mine skuldre, der gør at jeg står oprejst. I kysser mig let på kinden om morgnen når vækkeuret ringer og gør ondt i hjertet, så det ikke er ligeså forfærdeligt. I krammer mig, og snakker med mig mens jeg gaber og tager tøj på. I rører mine render under øjnene, så de ikke er så tydelige. I skubber mig ud af døren, og holder min hånd hele vejen ned til stationen, hvor I danser med mig til musikken i mine ører. I lytter til mine tanker i toget. I griner og smiler og forstår. I kigger på plakatvæggen under broen, for at se om der ved et mirakel skulle være dukket en "THE RUMOUR SAID FIRE, STUDENTERHUSET D. __.__.2012 KL.21.00" op, men det er der aldrig. I griber mig når jeg skvatter, der på hjørnet af Badehusvej og Poul Paghsgade. Børster mine sorte bukser for beskidt sne, og puster på mine røde hænder. I følger mig ind af Skoleporten, hvor I kysser mig farvel. Men så snart jeg kommer ind i klassen, er I der igen, bare mere fjernt end på andre tider af dagen. På vej hjem dukker I op igen. Krammer kulden ud af mig. Klipper mit klippekort for mig for at tjekke at der står det rigtige tidspunkt, for det er jeg altid så nervøs for at der ikke gør. I finder en ledig plads til os i toget. Får internettet på min mobil til at du, så vi kan høre jeres nye numre. Beundrer hvor dybt jeg forsvinder og hvor fjern i blikket jeg bliver.

Da vi står af, holder i mig igen i hånden, så jeg ikke glider. Da vi kommer hjem, følger i mig ind på mit værelse igen, hvor I hjælper mig med at beslutte, at jeg skal drikke julete, for julen varer lige til påske. Så stopper vi noget velduftende te i et filter, og sætter vand over, og vælger Mumrik-koppen. Vi sætter os ind og jeg finder mine lortematematikligninger frem, og I hjælper mig, for jeg synes det er indviklet, og jeg er ikke sikker på det er rigtigt, det jeg laver. Så tænder I for The Arrogant og griner med mig under "Bwalckrr"-delen. I hjælper mig med at vælge det bedste ord i Wordfeud. I henter tæppet til mig, for jeg fryser. I minder mig om at der kommer Friends klokken 17.07 og viser mig over i min seng hvor I tænder lampen, men falder i søvn sammen med mig. I er der når jeg spiser aftensmad. I er der især når jeg skriver med Louise. I ser mig danse vildt og grimt, I ser mig sidde stille med lukkede øjne og synge med på det hele. I følger mig hele dagen, og når jeg laver noget spændende jubler I, for I kan godt lide når Nikoline er glad. Og det er Nikoline, for hun skal se sin Louise om lidt. Nikoline er meget, meget glad.

//MYKONOS\\

2012-01-22T21:10:00.000Z

Lines Fleet Foxes sang "Mykonos"

//SNE I JANUAR = MEGET NORMALT MEN VILDT IRRITERENDE\\

2012-01-21T23:16:00.002Z

Snefnug der tager deres første og sidste dans i luften nogensinde. De få kilometer fra himlen til jorden. De lever, nyder de nænsomme trin, yndefuldt og elegant. Det er hvidt, det er koldt, det er smukt. Jeg står med klaprende tænder og betragter de rolige frosne mønstre, der langsomt daler ned imod mig. I tusindvis vælter de ned som klokkespillets yndige toner. De ender dansen på den frosne jord, hvor de alle bliver ét. Og selvom der ikke var flere farver i luften end hvid, er jeg sikker på, at de også ville elske at dø lidt oftere. Jo flere af fnuggenes død jeg overværer, jo koldere bliver jeg om skuldrene, jo mere ensformigt bliver det. Selvom hvert fnug er unikt er det kedeligt. Nej, der er intet som årets første sne, men når man først har set det, gider man ikke se mere på det. For et øjeblik efter kommer en stor, sort bil tøffende, smadrer det hele, og efterlader gråt og vådt smat. Kære forårssol, kom og smelt det ødelagte sne, giv mig sol og varme og Louise, nnununununnununununununnununununu

//\\

2012-01-17T20:30:00.001Z

//Når træerne drejer rundt i deres sølvkjoler og den hvide vind blæser i deres store, vilde hår og månen er omgivet af tusinde glitrende prikker, på den sorte tidligt-om-morgenen-himmel der roligt omgiver mit hoved, er jeg lykkelig. Da presser jeg de små høretelefoner ind i min hjerne, lukker øjnene som de gør det i "Passion", og føler det. Det lilla lys. Det følger mig indtil musikken er stoppet og jeg slår øjnene op og ser, at lyset har boret sig fast i min pupil. Det lilla lys er det lys jeg ser min verden i gennem. Lyset jeg har set min verden i gennem i tre år. Det lys der har gjort mig lykkelig. Lyset der er kraftigt og strålende, fordi musikken hjælper det til at stråle unikt. Det lys der glimter i mine øjne når folk ser mig, det er passion, som strømmer rund i hver en celle i min krop, og gør den let og svævende. Det er lyset, jeg er lyset, du er lyset, I er lyset, og jeg håber, at du kære lys, vil brænde mange tidligere morgner, sene nætter, triste tirsdage, lyse sommerdage, røde efterårsdage, hvide forårsdage, smukke koncertdage, lørdage, onsdage, mandage, søndage, torsdage, fredage, tirsdage, helligdage, fødselsdage, juledage, feriedage, alle dage, hver dag.

Første gang jeg hørte det, var jeg fuldstændig overvældet. Overvældet på den måde, at jeg holdt vejret og de fire mennesker der dansede rundt på min mobiltelefons skærm, blev helt slørede. Overvældet på den måde, at julelysene på den anden side af bussens våde vindue blev til tåger. Overvældet på den måde, at Limfjordens bølger, blev til mig. Og det mest fantastiske er, at sådan er det stadig. Det får mit hjerte til at springe et slag over. Det er den slags der gør, at jeg glemmer at stå af bussen, går ind i vejskilte og sidespejle og ikke opfatter når folk snakker til mig. Det er den slags, der fører så langt ind i mig selv som jeg kan komme, og jeg er ikke kommet ud endnu. Dog er det mine tanker falder mest på, HVORNÅR jeg kan få lov at danse der i folkemængden, mærke det ægte lilla lys, kigge i dine lilla øjne, synge og skråle som vi gjorde det dengang i juli. For uanset hvor meget jeg prøver at se bort fra det, og uanset hvor meget jeg forsøger at sætte mig ind i tysk grammatik, dukker tanken altid skrigende op. Den skriger og jeg får lyst til at skrige med, men det må man ikke fodet larmer, og man skal være stille i timerne. Derfor:

Kære tid

Gå venligst hurtigere

For det nye materiale er fantastisk, og jeg vil gerne danse og føle det ægte, og jeg vil uendeligt gerne se Louise igen

99

2012-01-10T21:16:00.000Z

Agnes Obel - Katie Cruel (Feltman & Badutski Remix) by CK Feltman

2012-01-08T14:52:00.000Z

LOUISE NBGM,FHJKLDFLJHJGKLJHGHJGHJKL KOMMER BJKFJHKLJHSHJJJJJJHJGJFGKLÆJKLHÆJFKDÆ TIL GKJHGFHJKLGFJHJHGFGFGFGFGFGFGFHJGJHKLHJKHJKFL AALBORG HGFHGKLJHDÆFLDHJJHJÆF LOUISE HBJGHJHJHJGJJJHKSFLÆ KOMMER HJKFHJLKHJFHJGLHGJFHJGFFKLÆ TIL JHHGFDHGJKHGFKDGHFJKGHKSL MIG HGJKHGKFGHJKGHJKGHSBHGHJDKGJK JAAAAAAAAAAAAAAAA HILNGLKHJLKHJLKHJGLKHJKLÆJHÆGJÆJSÆGJJGKÆHJGLÆKHJGÆHJ

DANS MED OS // GODT NYTÅR

2011-12-31T16:41:00.000Z

//I DON'T WONNA LOSE YOU TO THE PROMISED PARADISE\\

2011-12-30T17:46:00.001Z

Har tilbragt min fredag/lørdag med min lille løve ((Celine)). Vi har dukket te an mas, leget med syret hårglimmerfis, lyttet til musik, været på Café Fair og spise nachos og drikke æblebrus, været i biografen og set "Noget i luften", været oppe næsten hele natten, festet med stjernekastere, sat hår, foldet origami-ninjastjerner og -sommerfugle, kigget i kalejdoskop, og brugt alle vores penge. Med andre ord har vi haft en fæææææst.

Jeg håber I får en vidunderlig nytårsaften, og at I havde en fantastisk juleaften. for det glemte jeg vistnok at fortælle. Så tak for I år, vi ses igen om lidt ♥

Kærligst Nikoline

2011-12-17T23:47:00.000Z

Da der svarede østerbro-drenge langt. Sjov sket meget nik sejre flere svedig ringede hyldet eksempel tænke smukt farligere distræt ekvilibrisme lyriske hjerte. Død emneskift. Obama-plakat leger inderlige sommertid. Hættetrøjen tænder følelsen på tekster. Det forklarer endnu med det han pakker for sit hår. Imellem børnehavepædagog laver tegnestifter stort hjerte. At sørge kan betyde endnu chancen, klassisk er svær. Mange mødte, jeg står og slænger med søndagsblanke telefoner. Musikere har følelser, som andre tænker umuligt. Svaghed gør plads dybt i det solskin, er minutter stedet? Krig når det en forsinket tekst. Vådt skinner virkeligt ærligt, indholder indspillet fuck! Forsinket jeans. Tanken leger, følelsen klædt, cigaret! Minder indeholder nu kreative bofælle, enormt styrke, fantastisk smukt. Utroligt sejlgarn, 3D briller som sweatshirt. Svagheden inden koncert, farligere at min inderlige fantastisk blonde pakke. Urtet er halsen klippet nu, for som træ bliver overskæg farligt, det vokser om tekster, jeg siger sætninger

2011-12-16T22:24:00.000Z

Hvor ville jeg gerne være den der sad ved din side lige nu, og passede på dig

//Kunsten at nyde vinteren\\

2011-12-15T19:34:00.001Z

Det er sjovt som det bare slet ikke er ved at blive forår. Så sjovt, at solen er blevet genert og gemmer sig bag store, tunge skyer. Så sjovt, at de flere gange om dagen vælger og kaste litervis af tunge vanddråber ned i hovederne på os, eller sågar hagl eller sne til tider. Hylende morsomt er det, at kulden kravler ind under mine vanter og min jakke, og får mine tænder til at klapre højlydt, så folk kigger. Vildt sjovt at min radiator allerede i starten af vintermåneden skal skrues op på 5. Men uendeligt sjovt - så sjovt at jeg hver dag ligger og er ved at dø af grin - er, at der er to måneder til at det stopper igen.

2011-12-13T20:59:00.000Z

1 2 (GRAN) 3

2011-12-09T15:23:00.000Z

Det skete i denne weekend. Tre splinternye sange blev lagt på Youtube. Af The Rumour Said Fire, fra det album de er ved at skrive. Det album jeg har drømt hedder noget med "1 2 (GRAN) 3" med en stor hånd med grantræer på, hvor en af sangene var på dansk og handlede om sommer. Jeg glæder mig mere end noget andet til det album kommer. Hver en celle i min krop skriger på flere nye sange, for jeg kan dem jo allerede, alle tre. Jeg ved det bliver fantastisk, og selvom jeg har været vildt nervøs over om det kunne leve op til alle mine tårnhøje forventninger, er jeg ikke i tvil; "1 2 (GRAN) 3" - eller hvad end det nu kommer til at hedde - bliver et af de bedste albums i hele verden - hvis ikke det bedste. De er de sødeste mennesker i hele verden.

7

2011-12-08T20:55:00.000Z

Jeg der i bare tæer. Lige der ude foran mit vindue sammen med dig. Nu er der mørkt og vådt, og tanken om at stå derude nu i nat i bare tæer giver mig ondt i maven, men ikke hvis det var med dig som dengang. Dengang var det sommer. Dengang havde vi bare ben. Dengang. Dengang du var her hos mig. Dengang du sagde farvel. Dengang for snart fem måneder siden. Hvor du havde besøgt mig og stod udenfor det store røde hus, og pakkede jeres lille blå bil fordi du skulle hjem. Og jeg har ikke set dig siden. For der er mange kilometer, mange timer i mellem os. Og der kommer til at gå to måneder endnu. Og så har vi ikke set hinanden i syv måneder.

7

When Saints Go Machine

2011-11-30T16:37:00.002Z

Da vækkeuret ringede klokken ni lørdag morgen, havde Line været vågen i en halv time (!?!?!?!), og vi stod op. spiste hjemmebagte boller med Nutella og drak juice, og jeg kiggede på uret og udbrød, at "åh nej, klokken er allerede hel, vi skal gå om tre minutter!" og Line sagde, at det kunne vi godt nå, og seks minutter senere løb vi ned til stationen og tømte vores punge ind i billetautomaten, og sprang på toget. Da vi landede i Aalborg, købte vi Vitamin Well, var i Læsehesten og på Gammeltorv og da sulten ramte os, og vi havde set både "Under ombygning"-skilt og "Pesto-Sanwich 54 kroner"-skilt, syndede vi og glemte alt om indiehed. Så tog vi sæbeboblebilleder og gik mod toget, og da vi kom hjem gjorde vi os klar, tog Kalejdoskopiske-billede, og gik ned efter pizza, som vi spiste under dynen mens vi så fjernsyn. Så fik vi travlt igen, skyndte os til stationen, på toget igen, og hørte Lines lækre musik igen. Så gik vi igen ned til Studenterhuset, fik sat mange mennesker i gang med at finde Konkylie plakater til os, men uden held.Snart blev dørerne åbnede.

Vi gik ind med vores jakker, ned og købe vand og Sprite og ud i garderoben og fotografere Lines Mew plakat, og så tog vi plads allerforrest som sædvanligt. Ind på scenen kom CHLLNGR - Weekdaymusik- og de første to numre var lækre, indtil han begyndte at blæse i en saxofon og vores øregange gik i oprør. Dog var han hurtigt væk, og Line og jeg klamrede og til scenekanten. Så kom tre af dem ind - ynkeface, killerface og flyveører - og vores hjerter galoperede af sted og så kom Nikolaj, og stillede sig fem centimeter fra os. Konkylie. Øl ned af skuldrene, kasten med håret, dans, sæbebobler, skrål og lykke. Det var em fuldstændigt vidunderlig koncert.

Da det hele var ovre vandrede ind i cafeen, og ventede til de alle kom. Vi fik autografer på net, CD og Grønflammeskoven, og Jonas pustede vores bobler, og da Line købte sin Ten Makes A Face, og jeg købte min bluse fik vi tyverne på billedet nedenunder. Da vi kom hjem sad vi længe og så på billeder og forsøgte at falde ned. Søndag var vi i skoven, og så tog hun hjem, den kære Line, men jeg skal se hende på fredag igen heldigvis

Vindens Vise by TAMBOURHINOCEROS

On the Move

LILLE VILDE VIKING VILLE IKKE VÆRE LILLE. LILLE VIKING VILLE VÆRE VOKSEN, JA HAN VILLE

2011-11-24T16:42:00.000Z

(Bemærk glimmer i højre side på det første billede)

2011-11-12T23:59:00.000Z

Sådan her har jeg det lige nu:

2011-11-11T22:12:00.000Z

Treefight For Sunlight, When Saints Go MAchne, Line, Anna, Teresa, sæbebobler, vandmeloner og lykke # 1

2011-11-06T21:58:00.000Z

Nu er der efterhånden gået nogle dage efter den lækreste og mest vidunderlige weekend siden den i slutningen af juli. Jeg har svært ved at falde ned over den fantastisk lange række af opture, smil og drømmeagtige, uvirkelige minder. Svært ved at falde ned over, at jeg i denne weekend fik besøg fra Skive, bordeaux-grib-Line, og at vi var til både Treefigh For Sunlight og When Saints Go Machine koncter. Jeg har glædet mig siden en gang i august, og jeg blev ikke skuffet, tværtimod. Jeg er stadig i søvnunderskud (Line er den slags gjkolhjrejhkhgkjhjkehjk-menneske der står op klokken jgrekfhgfjehgdhgfdhgdghjks selvom hun gik i seng klokken gkfelghfjkdghfjksghjk om natten. Det er jeg ikke), jeg har stadig ondt i hovedet af den høje musik, i benene af at danse så sindssygt meget og jeg har stadig mine stempler på hånden.

Line kom fredag eftermiddag, bedst som jeg lige havde pakket mine tysklektier væk og begyndt at pakke hendes gave ind, og derfra fløj tiden, og pludseligt var der mørkt. Vi drak te, hørte Grønflammeskoven, smadrede Lines CD og skrev på en bøtte med de mest fantastiske vandmelonstyggegummier der er røde indeni med små sorte prikker, jeg købte engang på ferie. Vi spiste meget lidt af vores aftensmad, dansede ned til toget, hørte Lines lækre musik, løb til Studenterhuset, mødte Anna og ventede en HEL time (fejllæsning = hurra) og til sidst blev vi lukket ind. Opvarmningen var forfærdeligt kedelig, men tiden fløj, og pludseligt kom de fire trækampsdrenge ind på scenen. Vi dansede, vi dansede, vi dansede og dansede, og vi dansede og dansede i det lilla lys og det regnbuefarvede skær fra sæbeboblerne. Vi fotograferede og pustede (helt ærligt så væltede jeg nok mest) bobler og skrålede og dansede, og pludseligt var sangene sluppet op, og en fantastisk koncert slut. Vi mavede os op på scenen greb setliste og fik pletrum, og så skyndte vi os ned til det floooootte røde velourbeklædte bord hvor de stod. Vi endte med at stå der længe eftersom vi havde meget de skulle skrive på, mange ord (og tyggegummier) der skulle udveksles og vi gik dansende derfra. Line og jeg stillede os udenfor i kulden, men fortrød og gik tilbage, og stod og overværede dem pakke sammen, og da beskeden fra min far tikkede ind om, at vi skulle hjem, vinkede vi og Christian fulgte os ud, samt spyttede (måske mest spruttede) sit smukke grønne vandmelonstyggegummi ud på brostenene på Gammeltorv. 2. Pladsen af sødeste mennesker hermed indtaget.

Bad dreams ricochet ricochet walking talking endlessly dancing dancing dancing on my tongue

2011-11-06T21:51:00.000Z

Jeg savner sidste weekend. Jeg savner den som en gal

Someone Else

2011-11-04T20:18:00.000Z

Engangskamera billeder fra weekenden. 12 stk. som jeg fik gratis fordi jeg ventede i 45 minutter. Typisk

Fuck ja

2011-10-27T13:56:00.000Z

I midten, karrygul, os

Flere grumesde engangskamerabilleder

2011-10-25T20:41:00.000Z

Og jeg er fucking depri og lykkelig på samme tid lige nu øv

En drøm for søvnen

2011-10-23T20:49:00.000Z

I nat gjorde jeg noget sært. Jeg sov ikke. Jeg læste, og læste og læste. Og tallene på mit ur rullede af sted og uret bippede og bippede. Og jeg hundefrøs og stod op for at skrive men jeg kunne ikke. Og jeg hørte stille og roligt A Dream Before Sleep og da sangen rigtigt begyndte, vågnede Ramasjang. Jeg hørte natradio og ventede på de skule spille Passion, men det gjorde de ikke. Og pludseligt da jeg kiggede ud af vinduet var der lyst. Og så gik jeg i seng og vågnede til nybagt brød og Friends. Og nu er jeg iført den bedste sweater i verden og vugger frem og tilbage til Evil Son og drikker varm kakao og Skyper med Louise <3

Hvid og drænet for ord

2011-10-22T23:52:00.000Z

Den hvide, vandrette kasse, forblev hvid i 29 minutter. Kun den blinkende streg var at se. Så fik jeg den spontane ide om at skrive om den vandrette kasse, med den blinkende streg. Den lodrette, blinkende, truende streg. Stregen der fortæller, at jeg gider ikke vente mere, og nu skal du altså skrive, for det er kedeligt bare at stå her og kigge på. Den utålmodige streg. Nu gav jeg så stregen lov til at danse lidt, men jeg ved ikke hvad det er jeg skriver, jeg skriver bare noget for at stregen ikke skal kede sig. Nu kom jeg til at holde en pause. Skyldfølelse.

På mit skrivebord ligger også et hvidt, blankt stykke papir. Det ligger der bare, ligesom det har gjort de sidste fire-fem timer da jeg flåede det op af min hvide skuffe for at begynde på et skrivemaskineskrevet brev til enten Louise, Maya, Agnes, Klara eller Line. Et pludseligt anfald af overskud, der fosvandt ligeså hurtigt som det kom. Nu har jeg sek ubesvarede breve til at hænge på mine vægge og jeg ved ikke hvornår jeg skal besvare dem, for slet ike at tale om Formspring spørgsmål, Facebookbeskeder og ikke mindst kommentarer her på bloggen. Jeg er ude af stand til at kunne svare ordentligt på alle de vidunderlige tanker og breve jeg har fået. Jeg vil så gerne svare ordentligt, men jeg kan ikke. Jeg kan dårligt nok svare ordentligt på facebookchatten! Og det blanke papir ligger der bare, så fint og hvidt og blankt med sine spidse hjørne og venter på at blive brugt til noget. En hilsen, en tegning, en sangtekst, en origamifugl, bare et eller andet. Og jeg vil så gerne bruge det til alle tingene, men jeg kan ikke. Og det er som om, at jo mere det ligger der og skriger på at blive brugt - ligesom med den utålmodige blinkende streg - bliver jeg drænet for ideer. Det er som om, mine tanker er for store til bare at blive smidt ned på noget hvidt. Der er ikke ord, illustrationer eller toner der er store nok til at kunne beskrive mine følelser. Det var der engang og gudskelov for det. Ellers havde jeg ikke den berusende, lykkelige følelse i mi krop. Så havde jeg ikke Louise, eller et væld af fantastiske minder at se tilbage på.

Den sorte streg fik lov at danse lidt, og mine fingre på tastaturet ligeså. Tankerne fik lov at snurre rundt i mit hovede, og mit humør skifter konstant. Jeg gider ikke i skole igen, selvom jeg nok skal klare skoledagene med tanken om Treefight For Sunligt og When Saints Go Machine. Jeg burde sove, så jeg kan stå tidligt op i morgen og være træt i aften, så jeg slipper for en søndag som den for to uger siden, hvor jeg græd en mindre flod af savn på Louise. For Louise gør mig uendeligt glad hver eneste dag, men hun giver mig også en klump i halsen hver eneste dag, og det er noget rod. Der er alt for lang tid til vinterferien. Jeg klarer det ikke. Men på fredag og lørdag bliver jeg et lykkeligt, sæbeboble-blæsende menneske og jeg fucking glæder mig. Selvom savnet på min karrygule elg altid sidder og lurer i min mave, så glæder jeg mig. Før var det savnet på koncerten og vores oplevelser, nu er det på mennesket Louise, på hendes lyse lokker, og hendes kram. Vores venskab er det smukkeste jeg har oplevet. Det smukkeste af alt hvad jeg har skabt overhovedet.

Jeg er glad. Jeg er trist. Jeg er gal. Jeg er grædende. Jeg er syngende og skrålende og dansende. Og nu får den sorte streg fred, og det hvide papir på bordet blev misundeligt. Godnat. Undskyld for et virkelig sært indlæg. Meningsløst. Men sådan er der jo så meget.

6 måneders lykke

2011-10-22T12:48:00.001Z

Den 22. april er en vidunderlig dato. Det var den dag miraklet Louise og jeg fandt sammen. Den dag hvor et andet menneske fortalte mig om sine tanker, der var de samme tanker, som sad i mit hovede. Den da jeg fandt et menneske som mig selv, et menneske der næsten er mig selv. Jeg fandt Louise, jeg fandt et langt, fantastisk, dybt, og givtigt venskab som aldrig vil høre op. Jeg fandt en lyshåret pige, med den samme passion som mig, The Rumour Said Fire. Den sødeste, rareste, sjoveste, mest "mig'ede" pige i hele verden. Jeg fandt en anden del af mig selv, og sammen har vi allerede mange fantastiske minder, og aldrig har jeg værdsat et venskab så meget som vores. Jeg vil aldrig give slip på miraklet Louise, jeg vil holde hendes hånd for det passionen, lidenskaben, der holder vores hænder samlede gennem denne skønne søvn. Jeg elsker -og savner forfærdeligt - Louise.

Ps. Du er allerbedst

NÅR JEG HØRER D∆NCE, SER DET NOGENLUNDE SÅD∆N UD:

2011-10-21T18:52:00.001Z

I en karrygul, lilla, blå, bordeaux, pink, elg'et, "uglet", "Louiset", Kasper'et,Jesper'et, Søren'et, Christian'et, lykkelig verden BOR jeg, lever jeg og er jeg født. Mit univers. Jeg deler gerne

Lydbilledbogen om Grønflammeskoven

2011-10-20T20:56:00.004Z

Efter at den flade, brune pakke dumpede ind ad min brevsprække, sværger jeg, at jeg er blevet et lykkeligere menneske. At sidde og lade fingrene glide hen over papiret i den farverige bog, at se den blå CD med konkylien dreje rundt inde i pladeafspilleren og ikke mindst at lytte og læse det hele, får et stort smil frem på mine læber. Og at hænge den aflange grønne plakat op på min væg, på mit værelse var fantastisk. Men da "Morgenmelodi" strømmede ud i rummet efterfulgt af kære Lucias stemme, dansede jeg. Og da den lette fløjten fra "Dragen" stille blev klarere og klarere, sang jeg med, så jeg ikke har nogen stemme mere. Musik der er så vidunderligt lækkert, at jeg D-Ø-R. En børnebog, der får en tretten somre gammel pige, til på ny at gemme sig med tæpper og mumikrus med te og slå ørerne ud og lade vinden ruske udenfor.

Jeg vil også have en drage.

Dragen by TAMBOURHINOCEROS

(og så gjorde det her billede jo ikke min dansen mindre voldsom)

Hurra for pakkepost

2011-10-08T21:39:00.000Z

På en aften hvor himlen legede sølvfarvet stjernekaster. På en aften hvor jeg var syg og stod alene i haven med kamera om halsen, rystende med våde sokker. På en aften hvor jeg talte elleve magiske dråber. På en klar aften. På en aften hvor jeg måtte bukke under, gå indenfor, vikle mig ind i en tæppe, tænde for dance og sætte mig i det åbne vindue. På en aften hvor jeg snakkede med Louise og bad hende gå ud. På en aften hvor jeg endte med at græde. På den aften har jeg aldrig savnet et menneske så meget. Og den aften er i aften.

uendeligt

2011-10-08T20:27:00.002Z

At sidde og græde i sin vindueskarm med vinduet åbent og lade al kulden sive ind, og græde og skrige dance mens man har Louise i røret

HVOR ER DU VIDUNDERLIG

Mørke, slørede, grumsede billeder fra et engangskamera med bidemærker i

2011-10-08T17:31:00.001Z

JEG SAVNER DEN 30. JULI, DEN VIDUNDERLIGT UBESKRIVELIGE FANTASTISKE FØLELSE AF LOUISE I EN STOR, LEVENDE SKOV MED MENNESKER VI BEGGE ELSKER OG AT KOMME HJEM OG SPISE KLAMME TØRREDE KIRSEBÆR AF SÅDANNE SKÅLE, MED FRYGTLØS DEN FRYGTSOMME HUND KØRENDE I BAGGRUNDEN. JEG SAVNER MIN LOUIIIIIIIIIIIIIIIIISE

2011-10-02T20:13:00.001Z

For the butter in your bread, for the dieing in the dead, for the Agnes Obel koncert på Skråen let's go

2011-10-01T18:16:00.001Z

(Meget fin mulepose med en meget fin autograf på fra en meget meget meget meget meget meget meget MEGET fin sangerinde med det meget fine navn Agnes Obel)

Har aldrig oplevet et menneske så yndigt. Wauw.

Louretta, i en verden af skyhøje krav og forventninger

2011-09-28T19:03:00.002Z

"I en verden af stavefejl, kommafejl og regnefejl.
I en verden af forkerte udtryk, sætninger og svar.
I en verden hvor man kun kan gøre ting forkert, og hvor hver eneste fejl er den største og dummeste.
I en verden af for meget og for lidt, i den verden lever jeg.
I verdenen hvor alt skal rettes og tjekkes hele tiden.
Jeg gider ikke mere.

Her bor jeg. I huset hvor murstenene sidder løst, hvor der er bygget reder i skorstenen, hvor radiatorerne ikke virker, hvor teglstenene for længst er smadret og hvor græsset står skyhøjt i baghaven. Her sidder jeg, og laver de forkerte lektier, på en forkert måde. Her sidder jeg og fejler, og gør alt det, der indlysende er ukorrekt for andre, men rigtigt for mig. Her sidder jeg og tager valg, der er stupide og ubegavede. Sidder og siger ord, der er uforståelige og sære. Ord der for folk ingen mening giver, men for mig giver al mening. Sammensætter ord og toner, til noget urytmisk og dumt. Her i denne dømmende verden, sidder jeg og fryser, og hvisker lune ord med en kobberfarvet glød, som kun jeg forstår. Synger ord og nynner toner, som kun giver mening for mig. Her sidder jeg-"

- på min dumme sædvanlige plads, på den dumme sædvanlige træstol, i det dumme alt, alt for sædvanlige klasselokale, der ligner de otte andre jeg efterhånden har siddet i, på en prik. Her sidder jeg fucking stadig, og glor ned i en læsebog og læser op om hvordan kul bliver til. Mens verden omkring mig, derude på den anden side af skolegården, passerer og lærer ting, der egentligt er titusinde gange vigtigere. Jeg sidder her, og kigger længselsfuldt ud af vinduet, på bladene med samme farve som mit hår og kjole, der hvirvler rundt på himlen derude, der har samme farve som mine øjne. Drømmer om at få lov at danse derude, med den anden lysårede pige med den samme kjole som jeg, med den samme efterårsfarve. Jeg sidder og digter i mit hovede, indtil en finger bliver rettet mod mit ansigt efterfulgt af ordene: "Hvad er tres gange tres hundrede dele divideret med attenhundrede tusinde dele?", og jeg mister alle sanser, og klemmer min lille fedtede stiftblyant i hånden, mens jeg fremstammer, at det ved jeg da virkeligt ikke.

Men jeg skal til Agnes Obel koncert på fredag.

Efterår i min radio

2011-09-22T09:49:00.000Z

"Kære Barometer

Nu indtræffer den del af året hvor jeg ville ønske, jeg boede i min dyne. Som et sneglehus selvom det nok er en anelse upraktisk når himlen begynder at fryse og sende hvide perler ned på jorden, men så kunne jeg bare begrave mig i de inderste dun i dynen. Det er den del af året, hvor det bedste jeg ved, er at tage mørkets lune uldtæppe omkring mig og tænde min globus, lyskæde og bloklys, lytte til The New Spring og drømme mig tilbage til den smukkeste sommer i mit liv mens teen varmer mig indvendigt. Det er den del af året hvor jeg ikke kan stå op, den del af året hvor mine fødder skal omsluttes af varme sko og gummistøvler, og min hals af tørklæder og min krop af store sweatre. Det er den kolde, regnfulde og triste del af året, men det er den del, jeg elsker allerhøjest.

Jeg glæder mig

Kærligst Nikoline"

Wait for the fireworks

2011-09-21T19:24:00.000Z

Ikke kig på det for længe, så smadrer I nok jeres øjne

Celine, lagkage og Grønflammeskoven

2011-09-16T21:07:00.000Z

DOPPLER

2011-09-15T19:10:00.001Z

Det eneste, jeg kan være nogenlunde sikker på, er at bålet varmer mig, og at en lille elg ved navn Bongo ligger ved mine fødder og spinder, hvis det er det, det hedder når en elg laver hyggelyde

☽ EN NY HEADER ER SET ☽

2011-09-14T16:26:00.000Z

∆ DU ER ET BROMBÆR ∆

2011-09-13T19:26:00.000Z

To karrygule kjoler

2011-09-12T19:01:00.000Z

Tænk, at blot tanken om en kjole kan få mig til at føle og tænke sådan her. Tænk, at en farve, en form og en slags stof skal danne en beklædningsgenstand, der faktisk kan give mig tårer i øjnene. At det faktum, at Louise - min kæreste veninde - har en magen til, og det at vi begge bar den til en koncert med de fire mennesker der fuldender os, kan gøre at jeg smiler stort hver gang jeg bærer den og de blå herresko hvor et lille stykke af hælen mangler fordi jeg bankede den så hårdt ned på metalpladen vi stod på. De fire mennesker der hver evigt eneste gang vi lytter til deres musik, sætter den sidste puslespilsbrik på plads i vores hjerter, syer den lille lap på. Tænk, at den kjole er blevet vores signatur, at folk forbinder os med karrygul og elge nu. At det med at danse uhæmmet, synge halsene tørre som ørkener, og at klemme hænder til de bliver gule og blå, er blevet vores ting. Det synes vi det er. I vores lille verden, er hver en sætning, hver en bevægelse, hver en tone, hvert et udtryk og hvert et bogstav det, vi forbinder med hinanden, med dem, med fortiden, nutiden, fremtiden og ikke mindst os selv.

Jeg "saunerrrrr" det fuldstændigt umenneskeligt. Jeg saunerrr min Louise - min karrygule, elgede Louise - så sindssygt at det ikke burde være muligt. Og når det er sagt, saunerrr jeg også fuldstændig vanvittigt at stå der bag det hele, i den mørke skov midt i byen, hvor lyset faldt så smukt og magisk og Tina Dickows tekster væltede gennem luften. Jeg tænker på det konstant. På solnedgangen, på vores åndssvage kiggen op i luften, den der klamme plante på det sidste billede vi tog et billede af fordi vi skulle få "tiden til at gå" selvom tiden aldrig har gået hurtigere i mit liv, på den stemning vi begge bedst kan lide - deres stemning, på stien, på natten, på ordene, på solnedgangen, på Kasper og på Søren og åha.

Er ved at udvikle en anelse rastløshed kan jeg mærke, vil slutte på dette rod nu og tage et langt karbad mens jeg læse Doppler

Mein Wochenende (jaja, google hjalp til men jeg kunne næsten uden)

2011-09-07T19:24:00.001Z

Min weekend har været hyggelig og meget fødselsdagspræget. Jeg har bagt brød og lavet mysli, pustet papirsballoner op, været karrygul, fået en udstoppet fugl (og en sættekasse, en Agnes Obel billet, sailor sko og og og), lyttet til Oh Land, haft gudmor og co. på besøg, været på Abbe Pierre og lyttet til den silende regn og studeret de glasklare, kolde dråber på min rude. Det har været en hyggelig uge, og nu vil jeg snart gemme mig i min dyne, læse og sove en forhåbentligt dyb og rolig søvn. Godnat.

(og som I måske kan regne ud, ud fra overskriften er jeg som en døv ged til tysk, men jeg fik et pludseligt behov og det lyder faktisk ret sejt at sige Wochenende hvis man altså kan)

Kærligst Nikoline

Lines besøg i det Nordjyske

2011-09-04T16:18:00.002Z

"Jeg har lyst til at besøge dig på tirsdag" "Gør det! Jeg savner dig sådan" og så var det en aftale. Jeg blev hentet af hende og hendes far (bus-misser-typen) og vi - Line og jeg - vimsede rundt inde i midtbyen det meste af dagen. Vi spiste foccacia og drak solbærsaft på Baresso, spiste is med brombær- og hyldeblomstsorbet, var i de bedste butikker, og på havnen og lege elge. Så sprang vi på bussen hjem, tegnede, blev slået ihjel af hunni, gik en lang tur og sprang i marker, spiste naanbrød med hummus, feta og kylling, og lagde os ind i teltet. Vi spiste vandmelon og skumjordbær, læste Soundvenue, snakkede om musik, seje mennesker og vilde venskaber. Så sov vi og næste morgen lavede vi pandekager, gyngede i hængekøje og til sidst skulle hun hjem, men nu er der heldigvis kun 54 dage til vi ses igen til Treefight for Sunlight og When Saints Go Machine koncerter og jeg glæder mig

Hvis ikke I allerede kender Lines vidunderlige blog og fine billeder, så skal I virkelig skynde jer at klikke på linket HERRRRRRRR

Kærligst Nikoline

Det er nu officielt at jeg er det mest uheldige og klodsede menneske i hele verden, som er syg på sin fødselsdag for andet år i træk, altså fjerde gang i alt,

2011-09-01T15:02:00.000Z

Men det er helt okay når man har nogle vidunderlige veninder, kakao med kanel, sød familie og tun på dåse ♥

Det var vidunderligt

2011-08-30T19:43:00.001Z

Jeg er dårlig til at skrive for tiden. Det er meningen at jeg skal skrive et firs meter langt indlæg om den bedste aften i mit liv, og det kan jeg også, men det er ikke godt. Mit ordforråd er forsvundet, jeg kan tre ord; Det var vidunderligt. For det var det. Vidunderligt, og mere til.

"Vidunderligt og mere til" kan også tolkes på en anden måde. Ubeskriveligt. Deraf min ordtomhed. Jeg kan ikke putte det ned i ord. Jeg tænker ikke på andet end den aften, men det er som om mine tanker ikke vil presses ned i mine arme, og videre ud i fingrene, ned i tasterne på tastaturet, som de ellers var så ivrige efter tidligere. Jeg tror jeg har syv indlæg hvor jeg har forsøgt mig, det ene er forfærdeligt langt, helt detaljeret. Det vil jeg ikke udgive da det ikke vil være interessant for jer at læse, det er mest for min egen og Louises skyld. Resten af indlæggene fylder tre linjer, hvor ordene "Det var vidunderligt" indgår i dem alle. Hver gang jeg har forsøgt at skrive videre, er det som om min hjerne ikke vil være med og jeg bestemmer mig for at vente lidt med at fuldende indlægget. Jeg ved ikke hvorfor jeg kan i dag.

I hvert fald er det en måned siden i dag. For en måned siden sang jeg med på The Rumour Said Fire med Louise ved min side. Om morgenen vågnede jeg dødtidligt, selvom jeg gik sent i seng. Jeg åbnede alle vinduer og lod gardinerne flyve rundt i lokalet. Jeg tog min karrygule kjole på. Louise kom tidligere end aftalt. Jeg var vidne til en særlig ceremoni. Vi sprang på toget, gik rundt inde i AA som vi havde gjort det før, stjal heliumballoner og da butikkerne lukkede, fandt vi os en salatbar og sad og kiggede ud over Boulevarden uden at kunne synke vores fallafler af bar spænding. Så gik vi helt op til bussen og sagde farvel til vores balloner. Da vi stod af, spænede vi hele vejen op af bakken. Først kunne vi ikke finde det, men til sidst lykkedes det os at komme op af bagvejen, hvilket skulle komme os til gode senere. Vi var der flere timer før. Jeg sluprede mine karrygule vitamin well i mig og pludselig lød tonerne fra The Post Mortem Makes Us Men. Vi klamrede os til hegnet der adskilte os fra resten af Skovdalen. Vi sang med. Tyve minutter senere,blev vi lukket ind som de første. Drak en cola. Bed os i læberne.

Vi stod allerforest. Der var kun en række forrest og de fleste snakkede. Resten sad ned. Louise og jeg dansede, vi sang, vi hvinede, vi kastede origamidyr op på scenen, vi smadrede vores hænder, knæ og engangskameraer ned i gitteret vi stod op af. Jeg bankede min blå herresko ned i metalpladen vi stod på, så det gjorde ondt helt op i låret og der fløj et lille stykke hæl af. Jeg kastede med mit hår, jeg klappede, jeg lukkede mine øjne af udmattelse, jeg stirrede tomt ud i luften, jeg drejede rundt, jeg grinte og jeg krammede Louise og hendes vidunderlige lille blege hånd hele vejen igennem, og da Dance, vores liv, blev spillet for os, klamrede vi os til hinanden mens vi dansede til musikken, følte os levende, nåede punktet hvor der ingen vej tilbage fandtes, og intet forblev det samme.

Publikum er det værste jeg har oplevet. Selv til Love Shop klokken fire om eftermiddagen på Gammeltorv var publikum mere tændte. Vi var gale, kravlede op på skråningen, under de store grønne trækroner. Snart ville Tina Dickow gå på, og da de første toner af Paper Thin væltede ud i luften, blev hele skoven levende. Louise og jeg løb vores vej, forbi en dame der stod oppe i en barnevogn og dansede. Vi snakkede lidt med Teresa.

Vi ville til at gå, for vi kunne ikke se dem nogle steder. Så kom Kasper vadende.

Vi besluttede os derefter for, at vi ikke kunne blive ved med at vente, vi ville misse vores tog. Så klokken 22.05 ville vi forlade Skovdalen. Selvom vi kunne se gløderne forenden af cigaretterne. Selvom vi var klare over, at de faktisk var lige derovre. Vi tog nogle billeder, mens vi så på himlen. Jeg kiggede panisk på de små tal på mit ur, der hamrede afsted med noget der føltes som lysets hast. 22.05 og så gik vi ud af indgangen, lige forbi alle "Returarmbånd 30 kroner"-skiltene, men de skide sikkerhedsvagter blev ved med at sige at vi skulle gå op af stien ved siden af. Og det gjorde vi. Og det var godt. Og det er derfor mit Casio-ur bipper hver dag, klokken 22.10. Og selvom vi missede vores tog, og måtte vente en time på stationen, var vi ovenud lykkelige og klagede ikke et øjeblik. Tværtimod.

To små violer i karrygule kjoler.

19.00

Hvor er det et under at jeg fandt jer, fandt dig og fandt mig selv.

Bah

2011-08-29T20:11:00.000Z

Kære læsere, kære verden, kære matematiklærere

Hvorfor, hvorfor, hvorfor skal jeg lave lektier? Jeg ender med at slukke for Wolf & I fordi du pludselig ligger dine tunge vinkel-grammatik-Jernalder-vårfluelarve-solsystem-hænder på mine skuldre. Jeg føler at det er så nyttesløst. Jeg sidder timer hver dag og tænker og tænker formler og diktater. Jeg vil hellere sidde i min vindueskarm, på Baresso, på Louises seng eller ude foran Skovdalen og vente på at blive lukket ind som de første til Rumour koncert.

Det jeg prøver at nå frem til, er at jeg savner min ferie og at jeg ikke orker at gå i skole.

Åh nej en haj, vi må narre den krabat, ellers ender vi venner som fiskesalat

Godnat (for ja, man skal jo også tidligt i seng)

I det mindste har jeg haft tid til kæreste Teresa, biblioteks-besøg, mumitrolds-dvd-indkøb, Fiskeflyselskabslytning og lidt koncertplanlægning. Jeg glæder mig til efterårsferien.

Kærligst Nikoline

Træt

2011-08-17T18:37:00.000Z

Jeg er totalt ude af rytme, får ikke nok søvn overhovedet, vågnet midt om natten lysvågen. Jeg har efterhånden dårligt, sover flere timer når jeg kommer hjem fra skole. I morges tog mig selv i at tænke "Sanctuaries skal være min redning" og fik med det samme et billede af mig selv der sad og pressede høretelefonerne helt indeni hjernen, mellem alle de larmende skoleelever, hvilket blev ført ud i livet. Syvende er helt fint, hårdt og ikke sjovt når man har det sådan her, men i morgen skal jeg ses med Teresa og det glæder jeg mig umådeligt meget til!

I øvrigt var der en på det der formspring, der spurgte om ikke jeg ville vise jer mit værelse, så det tror jeg jeg vil få ordnet her en af dagene og tage nogle billeder af. Ellers håber jeg I har det rart, jeg har en masse at fortælle.

Mange kærlige hilsner

Nikoline

Med Celine overnattende

2011-08-11T19:14:00.000Z

Celine besøgte mig to gange i uge 30. Først hos min moder, og derefter hos min far. De to første dage gik vi på Baresso, tog billeder, var på biblioteket, lavede perleplader, foldede fugle, vandrede på marker, gik en tur i natten med bare fødder, lå på en vej, pustede sæbebobler, og hyggede os med min hund og sov på sofaen. De sidste to dage gik vi tur i skoven, var også på Baresso, hang ud på Gammltorv, foldede flere fugle, tog flere billeder, så Friends og spiste pizza, snakkede til klokken halv fem, lavede iste (grøn te, citronmelisse og citron, mmmmmmmmh) og jeg lærte hende diverse redigeringsprogrammer. Det var fantastisk hyggeligt, og virkeligt rart at se hende igen! Her er lidt billeder:

Hos Line, med Agnes og Maya

2011-08-08T16:26:00.000Z

Vi var på En Bid Af Himlen, i genbrug, foldede masser af fugle, så Camilla Plum og Bullerfnis, sov i stuen, hørte musik, gik en lang tur og tog billeder, snakkede med en frø, snakkede og hørte radio. Det var virkeligt rart at møde dem alle sammen. Selve turen til Skive var ulideligt lang, men o så søde de er. Jeg glæder mig til at se dem igen!

Kærligst Nikoline

Løkken med Louise

2011-08-05T20:13:00.000Z

Når jeg kommer hjem fra Spaniens land, vil jeg skrive videre på det allerede meterlange indlæg om min sommerferie. Den første meter handler om mit besøg hos Line med Maya og Agnes, den anden om da Louise besøgte mig en enkelt dag, den tredje om da Celine overnattede, den fjerde om da jeg besøgte Louise i Løkken, den femte og sjette om den bedste aften i mit liv med Louise og The Rumour Said Fire og den syvende om da Line besøgte mig tirsdag/onsdag. Jeg starter ud med billederne fra Løkken.

Det var helt spontant, at jeg satte mig ind i bilen og kørte mod Løkken Strand camping. Louise kom løbende, vi krammede og hun viste mig deres orange og grønne telt. Vi gik ned til vandet, gik ind i bunkererne, og til sidst kravlede vi op i en klit og ned på den anden side, uden den fjerneste ide om hvor vi var. Vi gik og til sidst endte vi i Løkken midtby hvor vi ledte efter en Spar. Efter mange forsøg lykkedes det, og vi købte den største og tungeste vandmelon man kunne få. Vi slæbte den som var det vores barn hele vejen ned til stranden, flækkede dem med vores bare hænder og spiste den med skaller. Saften løb ned af vores ben og kinder og vi flækkede af grin flere gange. Da vi var færdige kastede vi rundt med resterne ude i vandet, og til sidst ville vi hjem igen. Det eneste problem var, at vi ikke kunne finde det. Vi gik meget langt, fandt blandt andet en kæmpestor fisk, men det lykkedes, og jeg skulle videre. Et fantastisk minde.

Jeg drager afsted i morgen, og vender hjem på søndag. I må have det vidunderligt. Jeg udgiver nogle indlæg i løbet af ugen, hav det rart.

Kærligst Nikoline

2011-07-30T23:11:00.002Z

Lyskæden, bloklysene, og globussen er tændt og fylder mit lille lokale med et hyggeligt og mindeværdigt lys. Jeg kan høre Louise skramle på badeværelse og børste tænder. Min hovedpine dunker og jeg har forfærdeligt ondt i hænderne og fødderne.

MEN JEG ER GREAMHGFDSGMJHGFDSGJGFSGHFDHDGHKJFD LYKKELIG for satan

7

2011-07-29T21:13:00.002Z

Syv ting jeg er glad for:

Billetter til i morgen (!) hvor jeg og Louise skal se dem sammen, have det fantastisk og måske hilse på søde Teresa. Det er helt uvirkeligt.

Den smukke karrygule kjole jeg skal have på. Den er fra Hennes og Mauritz, så den første gang med Louise, og vidste jeg skulle have den. Prøvede den, den sad perfekt men jeg havde ikke råd. Ventede TO bittesmå dage - havde råd og alting - så var den udsolgt, jeg købte The New Springs CD i stedet, fandt den i en anden butik. Ventede atter to dage, men så lykkedes det også, og nu danser jeg rundt i den og er glad, selvom det ikke just er en sommerkjole.

Globus, 150 kroner i en genbrugsbutik og på et loppemarked. Ejer nu to af disse vidundere, en til hvert værelse (skilsmissebarn, du ved), begge med lys, begge magen til den, Mathias fra Treefight for Sunlight også ejer. O, så stolt jeg er, fornem det.

Jeg vil lade sæbeboblemaskinen, 79 kroner i Fætter BR, og smukke Celine på mit værelse, en regnfuld sommernat, tale for sig selv.

Fernando, da crazy rebelhund, og en af mine bedste venner. Ikke ligefrem den mest fotogene hund - vi har efterhånden haft ham i et stykke tid, og disse billeder er de bedste jeg har knipset af ham. Han er virkelig så sød. (host slår aldrig Frygtløs den Frygtsomme Hund, hosthosthost, min bedste og ældste hundeven hæhæhæ)

Den røde Tambourhinoceros-bluse har allerede været brugt forfærdeligt mange gange, til blandt andet Grøn Koncert, og turer med både Celine og Louise, den er ikke for varm, og så har den en perfekt ærmelængde. Oh No Ono-nettet er også blevet brugt flittigt og har faktisk også taget ret meget skade. (Muggen banan, kaffe og jord er eksempler). Det er stort og jeg har erfaret, at det kan rumme både sweatre og picnicmad.

I dag har jeg brugt flere timer i min vindueskarm, med åbent vindue, The New Springs lille hæfte med tekster og hans plade kørende i baggrunden. Det er en fantastisk lille plads med udsigt over vejen med passerende mennesker på ydersiden af ruden, og mit værelse på indersiden. Jeg har også udvidet min plakatvæg, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for der er snart ikke mere plads.

I går var jeg i Løkken med Louise, vi badede lidt (jeg i min cowboykjole, mhmh), gik lang tur i byen og flækkede en kæmpe vandmelon på kanten af en bunker på stranden, som vi efterfølgende spiste med både fingre og muslingeskaller. I morgen kommer hun så igen og vi skal se DEM og jeg glæder mig til at se dem alle igen.

Mange kærlige sommerhilsner og glade tanker

Nikoline

Trist

2011-07-24T20:54:00.003Z

Hvor er den lette følelse om min ryg, smagen af ren luft, lyden af fugle der kvidrer, duften af græs, det varme havvand, den lune vind, lysten til at vandre i bare tæer, mine brune ben, den blå himmel, den stille sø, mine røde kinder, den smeltede isvaffel i min hånd, OG SOLEN FOR FANDEN?

Min Soundvenue-læsning på et tæppe i haven bliver erstattet af en gåtur i øsende regn, mit kæmpesmil bliver erstattet af tårer for Norge, The New Spring med VETO, mine shorts med uldkjole, min smootea med citron og ingefær til at tage med i solskinnet på Gammeltorv, med varm chokolade indenfor, sandaler med gummistøvler, feriefølelsen med frygt for at skulle starte i skole igen, optimismen med en klump i maven osv.

Jeg er så træt af det her vejr, så ked af at det - og en sindssyg norsk morder - skal ødelægge mit gode humør, mine stunder med veninder, og min pause fra hverdagen. Jeg vil mene at jeg har haft brug for denne ferie, og jeg ville virkeligt ønske at solen gad sige hej, så jeg kunne plaske i noget lunt havvand, drikke lemonade i haven og gå rundt med bare tæer, men nænej, og jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op. Hvis ikke det var fordi jeg skulle se mine kæreste The Rumour Said Fire om seks dage - den 30. juli, med Louise- ville jeg slet ikke kunne holde det ud. Øv hvor betyder vejret meget, og øv hvor er mennesker dog sindssyge.

Nikoline

Sæbeboblen

2011-07-20T21:55:00.003Z

Sekunderne hamrer af sted, jeg ved det ikke varer længe. Boblen tynges af dens vægt, af den regnbuefarvede sæbe der løber langs siderne, ender i bunden i et dryp. Jeg kan lugte den. Snart kan jeg også smage den, tænker jeg, når den springer og tusinde bittesmå dråber fylder luften, for en stund. Mine øjne følger den, jeg ænser intet andet, blot boblen der snart vil springe. Snart er den død. Snart har jeg glemt den. Men ikke denne. For denne blev fanget, før den sprang, før den blev erstattet af en ny sæbeboble. Og jeg vil huske denne boble, der blev til i min hånd, i den fantastiske sæbeboble maskine jeg købte for 79 kroner i Fætter BR sammen med Louise, og den boble der fløj rundt i luften, duften og lyset på mit værelse, for så til sidst at blive fanget i et billede taget af Louise.

Derfor elsker vi og er fascinerede af sæbebobler. Fordi de ikke varer længe, fordi de er så smukke og fordi de kan svæve. Ligesom solen.

Ligesom livet -

" I hope for the sky to clear someday"

2011-07-20T10:05:00.000Z

Med Louise - 16//07//11 #1

2011-07-16T17:16:00.002Z

Jeg kan slet ikke tro det

Møde

2011-07-15T21:21:00.001Z

Fredag aften, klokken kvart over elleve, ruller jeg gardinerne ned, slukker lyskæden og den klassiske ikea lampe, pakker min frygtløs tegning væk, henter et rent glas vand, børster mine tænder, siger godnat, slukker min computer, og kravler ned under dynen, mens jeg smiler, ikke kan falde i søvn og tænker som en gal. Måske står jeg op og ser frygtløs eller friends klokken tolv og lytter efter bippet på mit ur. Måske falder jeg i søvn med det samme. I hvert fald skal jeg tidligt op i morgen, pakke kamera, trække i den blå tambourhinoceros trøje, sorte jeans og blå herresko, ind på arbejdet, kigge udtålmodigt ud af vinduet, indtil en lille bil, med en lyshåret Louise standser ude foran, og det ikke længere kun er en drøm.

I morgen omfavner jeg Louise

Uge 28 // the time of my life

2011-07-10T23:47:00.001Z

Uge 28. 11 - 18 juli 2011.

Det er denne uge det sker. Denne uge alt sker. Det bliver fucking fedt.

Jeg skal til Skive på onsdag. Møde søde Agnes, søde Line og søde Maya. Jeg ved ikke hvad vi skal lave, men jeg har slettet ALLE billeder på mit kamera. Jeg har planlagt ned til mindste detalje hvad jeg skal have på, hvordan mit hår skal være, hvad jeg skal have med og alt det. Dog kan jeg ikke komme udenom, at jeg er vildt nervøs. På den gode måde. Jeg er så klodset, jeg er så genert, men jeg ved at vi får det fedt. Vildt fedt.

Denne dør ( taget med engangskameraet, en dag med Celine)

Jeg skal sidde i et tog på lørdag. Med Louise. Mod AA. Vi skal shoppe i genbrugsbutikker, monki, weekday, det gyldne dådyr, og vi skal på Baresso og drikke passionssmootea mens vi synger Passion af The Rumour Said Fire, og vi skal glo på døren på Studenterhuset, så jeg kan fortælle hende, at her gik de, og her stod jeg i en evighed, og vi skal hjem til mig, på mit lyse værelse, og hun skal sidde på min seng, og hun skal se min plakatvæg, og vi skal gå tur i skoven, og vi skal finde os en mark, hvor vi kan danse og synge Little Poet, og vi skal i genbrug, og vi skal, og vi skal og så skal hun hjem. Men hun kommer igen.

Jeg skal til Grøn Koncert, og høre skodpop - bortset fra Kashmir - og drikke sukkercola i solskinnet med min familie.

Jeg fucking glæder mig!

Og i forgårs var jeg til Løkken koncert i øsende regnvejr, gennemblødt og med øl i håret sang vi med på Magtens Korridorer, faldt - i bogstaveligste forstand - i søvn til Rasmus Seebach, og så solnedgangen til lorte Aqua og blev bestjålet. Det var fantastisk.

Hurra for ferie, og usammenhængende, rodede og uforståelige glædesudbrud!

Det nye forår

2011-07-06T14:22:00.000Z

Jeg har aldrig følt sådan her før. Mit hjerte slår hurtigere, mine lunger blomstrer, min mave kilder, mine øjne klemmes så hårdt sammen, at der vælter tårer ud af dem og mine mundvige vender mere opad, end nogensinde før. Jeg skråler med på ord som var det min sidste dag, jeg danser som gjaldt det mit liv og jeg græder som var jeg døden nær. Jeg er ikke døden nær, og tårerne er ikke af frygt. Disse tårer er små dråber af kærlighed, af lys og ikke mindst af ægte lykke. Jeg har aldrig prøvet at hulke af lykke før og ikke kunne stoppe igen. De sidste aftener, har jeg været på et stof af glæde. Det stof føles som forelskelse på nogle punkter, men er det ikke. Stoffet hedder The New Spring, og det giver mig lyst til at løbe, lyst til at danse, lyst til at smile, lyst til at skrige og ikke mindst lyst til at leve.

Det er så smukt, så livsbekræftende og noget, jeg helst ikke vil slippe nogensinde. Jeg vil leve på det stof, på de ord og på den stemme hele sommeren og jeg vil græde de glædestårer indtil jeg ikke har mere væske i min krop.

Jeg har hermed forelsket mig i The New Spring
Lyt så

2011-07-04T16:56:00.000Z

Du river hul i min yndlingstrøje og jeg bliver gal og river det endnu større. Men nu skal det være slut;

Nu vil jeg sy det hul, så det aldrig nogensinde går op igen

Enspænder

2011-07-04T12:59:00.001Z

Jeg elsker det. At være alene. At sidde på mit værelse, lytte til musik, tænke, se mit yndlingsprogram, få ideer, se om jeg kan nå loftet, rydde op, lave om, tage billeder, male, tegne, skrive, spise mit yndlingsfrugt og drikke min yndlingssodavand. Men nogle gange føler jeg mig så ensom. Når jeg ser på dig og dit farverige og solskinsfyldte liv, ser på dine lange arme der slynger sig om noget, der virker som tusindvis af venner. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, ved ikke hvad jeg skal give mig til, og jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen. Selvom jeg har venner jeg passer på, holder af og hjælper, er de altid så langt væk, at jeg aldrig kan holde af dem, ved min side.

I, der er ved min side til dagligt, er væk, I har travlt, I rejser og I tager ikke telefonen. Jeg vil så gerne have det vildt med jer, have mange smukke minder med jer, men I er væk, langt væk, og jeg sidder her alene. Og selvom det er det jeg er bedst til, kan jeg ikke lade være med at føle mig ensom og trist, for får jeg nogensinde de minder, hvis de bliver ved sådan her?

Hvorfor skal I allesammen være så langt væk, og hvorfor skal det være så forbandet besværligt?

Kærligst Nikoline

Hvordan tåren på min kind, forvandles til solskin:

2011-06-29T20:59:00.001Z

Little Poet by The New Spring by TAMBOURHINOCEROS

Og hvorfor jeg bliver ved med at græde.

Her er svaret

Jeg vil bade i en sø

2011-06-28T16:54:00.000Z

Jeg vil bade i en sø
Med tøj på,
Hvidt tøj.
Så vil jeg synge ordene
Fra "By your side"
Og så vil jeg græde

Hvor skal jeg bade i en sø?
Med tøj på,
Hvidt tøj?
Hvor skal jeg synge ordene
Fra "By your side"?
Hvor skal jeg græde?

Der er en bæk i nærheden
Den er lav,
Og kold.
Der vil jeg ikke bade,
Der vil jeg ikke synge
Der vil jeg ikke græde.

Hos dig vil jeg bade
Med tøj på,
Hvidt tøj.
Hos dig vil jeg synge ordene
Fra "By your side"
Hos dig vil jeg græde

Jeg vil bade i en sø

I MÅ ALDRIG PAUSE DET ALBUM

2011-06-27T16:42:00.000Z

FRA DET SEKUND, JEG TRYKKEDE PLAY OG LITTLE POEM - DET FØRSTE NUMMER PÅ THE NEW SPRING - STRØMMEDE UD AF HØJTALERNE OG UD I LOKALET, BLEV JEG ET LYKKELIGERE MENNESKE.

NU SIDDER JEG MED BOBLER I MAVEN, LYSENDE OG VÅDE ØJNE TIL "BY YOUR SIDE" OG GRÆDER OVER HVOR GENIALT, PERFEKT, DET ER.

HVORFOR TRYKKEDE JEG DOG IKKE PLAY, NOGET FØR?

JEG VIL ALDRIG, ALDRIG PAUSE DETTE ALBUM. DET SKAL KØRE DØGNET RUNDT, RESTEN AF SOMMEREN, INDTIL JEG KAN HVER EN TONE UDENAD.

I MÅ ALDRIG PAUSE DET ALBUM.

Hov

2011-06-26T23:13:00.002Z

Hvor er jeg klodset til at trykke enter.

Nu håber jeg bare, at det går. Jeg ville gerne lige have tænkt over det først. Øv

Sankt Hans

2011-06-26T20:02:00.000Z

Jeg har det fantastisk. Med dig, med dig, med dig og med dig. Og du og jeg dansede i marken, og I andre i mit sind. Og aftensolen varmede os mens vi kærligt skændtes og du blev vred på en rødhåret fyr. Og vi lugtede røgen, og grinte mens vi tog billeder og sang vores sange. Kronborg & Solbjerg. Glade sommerminder. Kom igen snart, Solbjerg, min anden halvdel. Svend Bang. Pauline. Du er den, jeg har haft det sjovest med overhovedet. Jeg elsker dig.

184

2011-06-24T22:10:00.000Z

Trods en fantastisk morgen, en forhåbentligt fantastisk sommerferie, en fantastisk dag i går., trods et fantastisk smil på min læbe i går aftes, græd jeg hele dagen i dag. Vi vidste alle sammen at dagen ville komme, den dag vi skulle sige farvel. Det er det værste ord i hele verden. Jeg var lidt skeptisk, hvorfor skulle vi græde? I starten fældede jeg faktisk et par tårer, men smilede og tørrede dem væk, og regnede så med at det var det. Men så gik det rigtigt op for mig. Det var et virkeligt farvel, et farvel for altid. Og da jeg vendte mig rundt, så på ene røde og våde kinder, begravede jeg mit ansigt i dit bryst og hulkede. Jeg var så rastløs, gik flere gange rundt om mig selv, og vendte så tilbage i dine arme, der lugtede af bål, og jeg krammede dig hårdt og udbrød "ååååha" så mange gange gange at det ikke kan tælles på to hænder. Langsomt førte du mig hen til hende vi skulle tage afsked med. Jeg krammede hende og hulkede videre, indtil jeg bare gav slip og fortsatte i min retning. Græd hele vejen hjem i bussen, og gik hjem og græd videre, indtil jeg gik i seng. Nu græder jeg igen.

For på mit skrivebord ligger et æblemærke.

Hvor er det svært at tage afsked, og hvor kommer jeg til at savne 6. klasse, Kronborg & Solbjerg, telt bagerst i klassen af regnjakker, paraplyer og sjippetove, væggen ved vinduet hvor vores 184 æblemærker hang - Ekoké, Onkel Tuga, Dominigue, Dole, Pink Lady, Fyffes, Modí, Bajella, Favourita og Junami - måwerne på taget vi fulgte fra dag et og skrev en sang om, og ikke mindst Sarah, vores bedste klasselærer nogensinde.

Morrissey

2011-06-19T20:30:00.000Z

Jeg hører Morrissey. Jeg elsker Morrissey. Jeg kan alle hans numre udenad. Det kom faktisk lidt som et chok, for det er mere et år siden jeg sidst lyttede til ham. Det er min far der har lært mig at elske ham. Han har også lært mig at elske Love Shop som jeg faktisk var til koncert med så sent som i torsdags. Men Morrissey kan noget. Især disse numre. Der er så mange, som er vildt gode, men lige nu er det dem her jeg elsker. Når jeg lytter til ham ender jeg i en skal af lykke. Ikke som med The Rumour Said Fire, men på en helt anden måde. Det her er også min barndom. Faktisk kan jeg lugte den brune sæbe og de våde trægulve, høre lyden af støvsuger og min fars stemme og mærke kulden fra de åbne vinduer. Nu nyder jeg det godt nok på en lidt anden måde; på mit værelse med stearinlys og tæpper. Nu har jeg haft denne kladde til at ligge hele vinteren, så det med tæpper er måske ikke så relevant længere, men afslappende og lækker er hans stemme i hvert fald. Det var meningen, at titlen på dette indlæg, skulle være et uddrag af en af hans sange, men jeg kan slet ikke vælge.

Da "Years of Refusal" udkom for to år siden, blev den spillet 24/7 og o hvor disse sange vækker minder. Nu er han så snart klar igen, den efterhånden gamle mand, og jeg er spændt på om han lever op til de gamle plader. Det har været svært at vælge numrene, og dette er blot et udpluk af de sange af ham, jeg senest har hørt. Nyd dem nu.

"I'm throwing my arms around Paris"

"Why don't you find out for yourself"

"I'm not sorry"

"You have killed me" - skal jo med, genial tekst man

Kærligst Nikoline

Maybe I don't know you, but you got everything I adore

2011-06-15T19:30:00.000Z

Du fortalte om smilet. Jeg ville gerne have været der og set det med dig. Jeg håber din formodning er korrekt. Selvom jeg inderst inde ved det. Men jeg vil bare høre det blive sagt.

Hvert et ord. Hver en tone. Perfekt. De sætter sig i mine fingerspidser, og lader dem danse. Det gror ud i mine fingrer - deres toner - og springer ud som ord, forenden af dem. Det gør mig til en del af det nye - det helt nye, uden navn -, men desværre også til en del af fortiden. Selvom det er den bedste tid I HELE VERDEN, er det også den værste. Dengang til P3 guld i januar, hvor jeg så et glimt af hans jakke. Den jakke jeg med mine små, varme børnehænder - med lilla "TRSF"på - har omfavnet. Det gør mig lykkelig. Og får mig til at tænke som en gal, min hjerne arbejder på højtryk ved sådanne tanker, og forestillinger om sammenhænge og så videre. Ligesom alle de timer om morgenen i toget.

For selvom det er naivt at tro. Selvom det måske er det mest langt ude i hele verden, så vil jeg gerne tro det. Tro på det. Som jeg har gjort hele tiden. Hvem ved hvad skæbnen for mig, i dette eventyr er? Jeg vil ikke udelukke noget længere. Aldrig. Men jeg vil bare vide det.

Os. Mig. Dig. Dem. Os. Mig og dem, og dig og dem, og mig og dig og dem. Snart

Lyt.

Kærlige hilsener

Nikoline

G L Æ D E

2011-06-11T10:59:00.003Z

Hvinede, kastede med hovedet så mit hår stod ud til alle sider, sprang firs meter op i luften ude på terrassen, overvejede at puste sæbebobler op i aftensolen, i håb om at bare én af dem ville ende i København, ved Øresund, men lod være, da jeg hellere ville fokusere på hvad Maya sagde i telefonen. Dansede efterfølgende rundt om et træ, og skiftevis krammede og drømte mig ind i bladene på det, mens ordene langsomt sivede ind. Udbrød: "Tusinde, tusinde tak!" og "Hvor er det fantastisk!" diverse gange, efterfulgt af to stemmer i telefonen, der også var meget glade.

Nu sidder jeg med solen i øjnene, meget glad, og venter på at jeg skal til fødselsdag. Her er mine billeder fra engangskameraet. Jeg brugte 102 kroner på at få dem fremkaldt, og 30 kroner på selve kameraet, i Tiger, og det er virkelig dyrt, men pengene værd, synes jeg. I hvert fald hænger billederne snart på min væg og pryder blandt plakater, og breve. I får flere af billederne at se senere. De her er fra min og kære Celines fede mandag, med Ben & Jerry's, sæbebobler. Joe & the Juice, Det Gyldne Dådyr og Monki. Elsker de dage, virkelig.

Kærligst Nikoline

Monsters in sweaters

2011-06-06T19:15:00.000Z

Kære rygtefølgere.

I denne uge skal jeg blogge på Lines blog Monsters in sweaters (link). Derfor vil denne blog stå lidt stille, så er I advaret.

Billeder herunder fra On No Ono, mmmm.

Kærligst Nikoline

For tidligt

2011-05-31T17:25:00.000Z

Jeg satte mig ind i toget klokken 07:16 efter at have været lidt sent på den. Jeg fik en ganske fin plads, hvilket undrede mig da det var morgentoget. Jeg skrev lidt med Amalie og fortalte hvad jeg lavede, og hun svarede mig med at vi jo først skulle møde klokken ni fordi det var sidste skoledag for 9. og 10. Panikken rullede ind over mig, og jeg spurgte hende hvornår Baresso åbnede. Tre kvarter senere vandrede jeg på Vesterbro i AA blandt trætte og travle mennesker. Jeg gik gennem den mennesketomme gågade, himlen var tung og dybt grå, og brostenene våde. Jeg drejede om hjørnet, ned til Boulevarden og betragtede busserne køre forbi for en stund. Så gik jeg tredive skridt til højre og trådte derefter ind på Baresso. Der duftede sødt af kaffe, chokolade og vanille, og jeg gik hen til disken og tænkte over hvad jeg skulle have. Der var en mand derinde udover mig der skulle have kaffe. Jeg endte med en kop varm chokolade. Jeg tog koppen og gik op af Gammeltorv, fandt en bænk under et kæmpestort træ med græsgrønne, tunge, våde blade og satte mig der. Fem minutter efter kom en bil med en dame der skulle samle affald og jeg gik igen. Op af trappen. Op mod Studenterhuset.

Jeg satte mig på kanten ved et springvand smed min taske på jorden og fandt mit engangskamera frem. Tog et billede af min varme kop og Gammeltorv som baggrund. Så sad jeg lidt og rørte i drikken, der stadig var alt for varm til at kunne indtages og kiggede på spillestedet. Lod tankerne flyve. Her var jeg. Igen. Mit yndlingssted i hele verden. Jeg tænkte let på aftenen, på døren, overvejede om de havde gået på disse brosten flere gange end de to hvor de spillede her, og rejste mig derpå, tog min taske på ryggen, gik de ti skridt der var fra min plads på kanten af springvandet, hen til bygningen og tog også et billede af den. Herfra kunne jeg faktisk se døren ind til koncertsalen, gennem glasset på døren ind til selve Studenterhuset. Jeg gik et par gange rundt om mig selv, betragtede Budolfi kirke, og gik så videre. Tilbage i gågaden, men fortrød så. Vendte om i et fint U, og stod lidt efter igen på torvet. Himlen hang stadig så lavt at jeg var bange for at få den i hovedet, og det fik mig blot til at tage endnu en tår af drikken, der nu efterhånden havde den helt rette temperatur. Jeg satte mig endnu engang hen på springvandet, og pludselig kom en bil. Ud af den kom to mennesker; en mand og en kvinde. Kvinden gik hen til døren jeg tidligere havde kigget ind af, låste den op og gik ind. Manden stod udenfor og ventede. Så tabte jeg låget til min kop på jorden, og han opdagede mig. Så smilte jeg, dog let vemodigt tror jeg, for han smilte ikke tilbage. Jeg overvejede hvad kvinden lavede derinde, og om hun mon vidste hvor store The Rumour Said Fire egentligt er, om hun overhovedet vidste at de havde spillet der, om hun vidste hvem jeg var, og uanset hvor pinligt der er, overvejede jeg om Søren måske havde fortalt nogen om mig. Jeg fandt frem til konklusionen at det kunne være lige meget, for alt hvad jeg har ønsket er at han ved hvem jeg er. Så lagde jeg hovedet på skrå, og smilte det smil jeg har smilt så mange gange på det seneste, da jeg jo vidste at det gør han. Jeg fandt aldrig ud af hvad kvinden skulle, for i det samme ringede kirkeklokken i tårnet lige ved siden af mig, og fortalte, at klokken var halv ni. På vej gennem byen, hen til skolen, slentrede jeg og kiggede på vinduer i musikbutikkerne og på vinyler i vinduet i Læsehesten, og sluprede af min chokolade, der nu var helt lunken. Jeg så nogle elever fra min skole iført kostumer, og lidt efter sad jeg i sofaen på gangen.

Karameller var der ikke mange af, men jeg var - og er stadig - uendeligt glad for den morgen. Dem kunne jeg virkelig godt bruge flere af. Har I prøvet at komme så meget for tidligt? Kom der noget godt ud af det?

Kærigst

Nikoline

I sit es

2011-05-24T18:27:00.001Z

Jeg føler mig som Nikoline når jeg jeg drømmer mig væk i tysktimen og opdager ligheder mellem The Rumour Said Fires tekster, og deres pladecover. Jeg føler mig som Nikoline når min veninde fortæller mig at hun hørte en sang på P3 i morges, og at det løs som nogen der sang ind i "en walkie-talkie", og jeg siger "Foster The People, Pumped Up Kicks", nynner omkvædet og hun nikker. Jeg føler mig som Nikoline når jeg ligger i spagat midt på gulvet i klassen fordi jeg er faldet over mine egne fødder. Jeg føler mig som Nikoline når jeg hører "Dance". Jeg føler mig som Nikoline når jeg skriver. Jeg føler mig som Nikoline når klokken er 17 og helt frem til næste dag. Jeg føler mig som Nikoline når jeg står i en genbrugsbutik, og nænsomt bladrer gennem de mange lugtende klæder, mennesker jeg ikke kender har været iført. Jeg føler mig som Nikoline når jeg fotograferer, når jeg går rundt på mit værelse efter et nyt sted at hænge min lyskæde op, når jeg går tur i skoven med min hund, og går og smalltalker med den, når jeg tager den ene beskidte sweater på, selvom jeg har mit klædeskab fyldt med rent tøj, når jeg vandrer gennem byen om morgenen med dem i ørerne, og kigger på plakatvæggen under broen for at se om de skulle komme igen, når jeg skriver på mine skolehæfter.

Jeg føler mig som Nikoline når jeg springer ind i din ryg, klemmer din hånd til du skriger og råber et eller andet sært, mens jeg stryger dig over håret, og vi giver os til at synge titelmelodien til vores selvopfundne julekalender. Jeg føler mig som Nikoline når jeg sidder på mit værelse, når jeg er i mine hjem, og når jeg sidder i toget. Jeg føler mig som Nikoline når det regner. Jeg føler mig meget som Nikoline når jeg snakker med Louise, og meget når jeg står på Studenterhuset, og glor på den forbandede dør der gemmer koncertsalen hvor jeg hørte dem, og mødte dem, på den anden side, mens jeg nynner "Splittet til atomer" og overvejer om det er den dør jeg har stået længst tid i, nogensinde. Men aldrig har jeg følt mig så meget som Nikoline som da jeg snakkede med jer efter koncerten, aldrig har jeg følt mig så meget som Nikoline som da jeg stampede i jorden, indså at du genkendte mig og skreg med på jeres tekster.

Jeg er Nikoline - altid - og disse ting er blot når jeg er i mit es. Men aldrig har jeg været så meget i mit es, i mit rette element, som da jeg var her. Jeg var der, allerforrest, og selvom det måske ikke er mit hoved man ser eller mit skrig man hører, så var jeg der, og jeg selv kan både se og høre det. Jeg er nu nogle gange lidt vred på personen der optog dette, og har lyst til at sige til ham at han skulle have zoomet lidt ud og vendt kamera mere til venstre, for så var der en chance for at man kunne se mig. Men nej, og mon ikke det går.

Jeg har det fantastisk for tiden

De der yndlingsting..

2011-05-21T12:15:00.005Z

Der er blevet lavet så mange af dem, den seneste tid og det var Ida/Soundvenue der startede det. Nu havde jeg overskud og lyst så jeg lavede også et, og her er det. Hurra for tidsfordriv. Jeg er bange for at det fremstår som praleri, men hvad pokker, det skal man ikke være bange for. Jeg undskylder tingenes rodede rækkefølge, jeg kunne ikke gøre det bedre. Til sagen:

1. Min fine genbrugstaske fra Sverige jeg købte sidste sommer da jeg var i Göteborg. Jeg bruger den ikke så meget mere, men den er så flot, synes jeg. 2. Min "kendis-ring", ha ha. Jeg havde den på til koncerten og da jeg mødte dem, og da jeg så Anders Lund Madsen på Nordkraft, og udover det har den været med mig til andre rare oplevelser og jeg har den på hver dag.Det er min bonusmors og jeg har vel næsten arvet den efterhånden. 3. Fra plakaten jeg rev ned under en bro på min plakatjagt. Jeg rev det her af den fordi den dato betyder så meget og nu hænger den på min væg. Plakaten er i Sønderborg hos Louise nu, og der har den fået et godt og trygt hjem. Ingen kunne give den bedre husly, kan jeg love jer. 4. Æske med plekterer. Jeg spiller ikke guitar eller det der minder om, så jeg tror ikke jeg behøver at uddybe (og hvis ikke du forstår, så klik på billedet). Den har ligget under min hovedpude en del nætter, efterhånden. 5. Mine gode, udtrådte "læderlapper". Jeg fik dem i julegave og de er rigtig rare at gå i, og jeg havde dem på til koncerten. Jeg har haft dem 10000 gange efterhånden og jeg elsker dem altså, selvom de både har været badet i hvidvin og Paradis is. 6. Dette er et gammelt kamera jeg købte i en genbrugsbutik for en tid siden. Jeg ved ikke om det virker og jeg har efterhånden fået mange af den slags. Det er sat ind fordi jeg ikke kunne få mit kære spejlrefleks med derpå, og fordi mit engangskamera er for grimt. Så det dækker kategorien "kamera". 7. The Arrogant, Limited Edition CD, mit liv. 8. Et brev jeg fandt i min postkasse klokken halv et i nat, sammen med et par sølvsko. Jeg elsker begge dele, og ligesom afsenderen - Louise. Det hænger også på min væg .9. Soundvenuenuenuenuenue - det bedste læsestof der findes i form af magasin. 10. God, god sweater jeg fandt i genneren til 7 kroner sidste fredag, og ikke har kunnet kravle ud af lige siden. 11. Så smukt at jeg kunne græde endnu. Jeg elsker det.

Jeg har en fantastisk "ferie" med Friends, podcast med Den Løse Kanon på iTunes, hjemmelavet is, boller med glasur, opkald til det Sønderjyske og hunni. I må også nyde jeres lørdag, kære mennesker, I er de bedste.

At gide

2011-05-17T18:40:00.001Z

Jeg brætter mit sweater-ærme op, og ser en arm der har samme farve som himlen - gråhvid. Jeg skriver "ses" på min facebookchat for syvende gang i dag, jeg forlader min hund, jeg bestiller frokost på nettet i stedet for at lave det selv, jeg er træt, jeg laver aftaler men først i næste uge, jeg gider ikke være i skole, jeg venter, jeg er så vred på dig, jeg føler mig tom, jeg græder, jeg ved du er glad, men jeg kan ikke mærke det fordi du ikke er her, jeg ved ikke om du tænker på mig, jeg ved ikke hvornår jeg skal få tid til dit og dat, selvom jeg har oceaner af fritid, jeg gider ikke lave lektier, jeg gider ikke på arbejde, jeg gider ikke støvsuge, jeg gider ikke ud, jeg gider ikke ligge mit tøj til vask, jeg gider ikke være i dårligt humør, jeg gider ikke prøve at forklare dig at jeg synes du skal lade være, og jeg gider ikke savne dig længere.

Jeg gider at stå i vinduet i klassen og snakke om det, jeg gider at stå under det kæmpestore kastanjetræ ude i den lille skolegård og fange blomster, jeg gider at springe op af tavlen for at nå den øverste kant, og falde ned på gulvet med mavepumper og være ved at dø af grin, jeg gider at skrive en underlig seddel om mobning og gemme den bag køleskabet, jeg gider at grine af dine søde pinligheder, jeg gider at købe M&M's efter skole og blive lykkelig over deres små fine farver, jeg gider at gå på posthuset og sende dig plakater, jeg gider at opdage at mit tyggegummi har en speciel lejlighed til hvornår jeg skal spise det, jeg gider at have tidligt fri, jeg gider at ligge foran brændeovnen med min hundehvalp,jeg gider at have tidligt fri, jeg gider dig, Pauline, jeg gider dig fordi du gør min skolegang hyggelig, og du gør de svære timer udholdelige.

I næste uge skal det nok gå, jeg skal på jagt efter postkort, jeg skal have genbrugsbutikdag med Pauline, jeg skal til fødselsdag, jeg skal HJEM igen, og jeg skal snakke med dig om det hele. Denne her uge skal bare overstås, og jeg vil gøre det med oprejst pande, selvom jeg går med en ødelagt og tung rygsæk på ryggen, og tunge øjenlåg på øjnene. Det skal nu nok gå når jeg har dig, du kæreste kære Pauline.

Skoletræt

2011-05-16T20:19:00.000Z

Folk er så glade, de danser, når at lave deres lektier inden timen er omme, de tager billeder, er sammen, er så inspirerende, tager fine billeder, får søde formspring spørgsmål, de hygger sig, de er på facebook hele dagen, de får fine breve af hinanden, bager kager, og.

Jeg har 100.000 kg lektier for, min skoletaske blev smadret da jeg var i skole, jeg arbejdede hele dagen, lavede og tudede over lektier indtil klokken 22, er skoletræt, savner, er træt, mangler, og gider ikke mere.

Jeg ved ikke hvad jeg har tænkt mig at gøre ved det, jeg ved bare at jeg har brug for at holde en hånd i morgen, brug for at blive strøget over håret, og brug for fred og ro. Men det fortsætter, og jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke klare at få ondt i maven over det fine (1) og en to lyseblå talebobler oveni hinanden, længere. Det må stoppe, og det gør det NU.

Elegance på mit niveau.

2011-05-10T18:34:00.003Z

Sidste tirsdag i vinbutikken. Gad vide hvad jeg tænkte på. Jeg kan ikke huske det, slet ikke, men jeg har en idé om det. Det sædvanlige, det, der trækker mig helt ind i min egen verden. I hvert fald glemte jeg at tænke mig om, jeg rev bare i støvsugeren, og tænkte ikke over at den ville køre ind i opstillingen. Men det gjorde den. Med et brag. Lugten var skarp i min næse, den brændte næsten. Jeg stod fastfrosset, støvsugeren brølede stadig. Det gjorde ondt i mit ben. Så kom mit far løbende. "Hov" udbrød jeg. "Ja, det må du nok sige". Så stod jeg lidt, han slukkede støvsugeren.

Jeg gik et par gange rundt om mig selv, mine sko svuppede. Jeg fik røde kinder, hentede en kost og et fejeblad og samlede de hundrede vis af skår op. Sad der i en lille sø af Riesling. Det stank, synes jeg, mine fingre klistrede og jeg var på nippet til at tude. Jeg hældte skårene i en spand, og krydsede fingre for at der ikke ville komme nogle kunder. Gik ud og hentede en klud, og endnu en spand og begyndte at tørre det op. Jeg sad og tænkte på hvor fedt et billede det ville have været, men jeg fik lidt dårlig samvittighed. Mine sko lugter stadig, og jeg finder af og til også små skår i dem.

5 flasker. Det var flot.

Dagen efter hældte jeg en halv pose kammerjunker ud på gulvet, og smadrede en vase. Det er det jeg kan.

Dog blev det til lidt kammerjunker i min koldskål

Ps. I går overlevede jeg en lang atletikdag

Svag

2011-05-08T20:30:00.000Z

Det billede har brændt sig fast på min nethinde. Det gør mig svag helt ud i fingrene, gør det svært, ja næsten hårdt, at skrive dette. Det får mig til at sukke, til at lukke mine øjne, til at sænke mine skuldre, og til endnu engang at skrive til Louise om det. Det får mig til at ønske mig tilbage dertil, det giver mig sådan kuldegysninger, jeg bliver så ked af det. Aldrig i mit liv har jeg gået så langsomt, aldrig i mit liv har jeg været så modstrittende.

Da jeg gik ud af den dør, da jeg forlod Studenterhuset, da jeg så ham stå lige dér, som jeg altid havde drømt om.

Jovel. Jeg havde lige snakket med ham, men alligevel, jeg kunne være blevet stående der forevigt. Det er noget nær det sværeste jeg nogensinde havde gjort. Men på den anden side, hvis ikke min mor havde trukket mig blidt i armen, så ville jeg stå der endnu, uden alle disse fantastiske oplevelser. Uden Louise. Måske er det fint nok. Jeg vil bare gerne stå der lige nu. Jeg vil bare gerne være der. Jeg vil bare gerne se dem på Studenterhuset igen

Rastløs

2011-05-03T19:51:00.005Z

Kære Rygtefølgere

Lige nu er jeg ved at dø over hvor forbandet lækker Vinnie Whos "Killer Bee", er. Jeg er lidt træt for tiden. Eller slet ikke, jeg er meget overskudsagtig, lufter ud, finder ny musik, nye venner, nye billeder osv., men jeg aner ikke hvad jeg skal skrive om her. Ikke fordi jeg ikke har noget på hjerte, jeg skifter bare tanker hele tiden. Jeg kan næsten ikke skrive en sætning færdig, før den er udgået, hvis I forstår hvad jeg mener. Hm, jeg kunne vise jer mit nye tøj, mine billeder af foråret og videoer med sange jeg lytter til lige nu. Og jojo, det er også en af de ting jeg blogger for, men mest for at komme ud med mine tanker. Og som det er nu, skal jeg så enten skrive konstant, eller vente til min hjerne falder lidt til ro. Nu skal I så hjælpe mig: vil I helst have at jeg holder en lille pause, og vender tilbage med lange, dybe indlæg, eller vil I gerne have en lille opdatering, og nogle billeder engang i mellem? Jeg kan simpelthen ikke overskue beslutninger lige nu, alt jeg ønsker mig er Louise og en koncert med TRSF snart. Jeg savner hende, og jeg elsker hende, og vi ses først den dag The Rumour Said Fire lander i AA. Det er trist at tænke på, synes jeg, men vi har tinychat og fri sms. Hav det nu rart kære følgere, jeg elsker jer.

Kærligst

Nikoline

Påskeferie

2011-04-27T18:18:00.000Z

Kære rygtefølgere.

Jeg har forsømt jer, undskyld. Der er sket meget, rigtig meget. Jeg har haft den dejligste påskeferie i årevis, det har virkelig været skønt, og vejret ligeså. Jeg håber at I nyder det, og at I er glade, andet er næsten ikke muligt på denne tid.

Louise og jeg har oprettet en blog sammen. Om dem, The Rumour Said Fire, om vores tanker bag. Hvis I kan lide mine indlæg om de kære, vil jeg opfordre jer til at tage et kig, det vil vi begge sætte meget stor pris på. Rygterprederne hedder den. Tak!

I får lidt billedstorm, og en undskyldning for dårlig blogging.

2011-04-23T09:14:00.000Z

Seriøst. Det er jo sindssygt. Jeg hørte hendes brev blive læst op i Barometeret, om dem, om The Rumour Said Fire, der hvor mit skulle være blevet læst op, og var lidt sur. Nu er jeg så glad, pludselig var hun der bare, i min chat på facebook. Et "hej" var hvad der skulle til, og så kørte samtalen om dem ellers bare i flere timer. Det er vildt, det er noget jeg har hat brug for i alle disse måneder, brug for at få alt det ud I måske ikke synes er spændende. Hun elsker dem for højt, jeg elsker dem for højt, og sammen kan vi få det bedste ud af det. Vi spreder rygter sammen, rygter om ild. Rygter om ild som kun vi, og de, kan forstå. Det er jo fantastisk.

From A to B

2011-04-21T21:45:00.002Z

Vi sad der på altanen, og hørte det nummer. Jeg savnede hende sådan, min mor, og jeg fældede også nogle tårer. Vi hørte trafikken, lugtede det fremmede land, drak sodavand, der i alle lysene. Jeg får gåsehud. Jeg mener det, jeg har tårer i øjnene, og jeg forstår det ikke. Det eneste jeg lavede på den ferie, var at sove, bade, og spille kort. Ikke umiddelbart noget fantastisk. Men det blev det, i det land, på Charterrejse. Jeg havde været på spejderlejr ugen før, og var gået 40 kilometer, og det var klart at jeg var udmattet, men jeg sov længe og vandrede ned til poolen og stod på hænder. Mit hår blev helt sindssygt filtret så vi måtte ned til en frisør og købe noget balsam, og de spillede Morrissey i den portugisiske radio. Vi snakkede så meget. Det var fantastisk, selvom det bare var en helt almindelig sommerferie i Portugal, af alle steder, Hverken fancy eller specielt. Men vi boede der i en uge, fik røde næser, rosinfingre, indisk mad, smil, kortspil, søvn, og VETO. Det her nummer. Udødeligt i mine ører, jeg elsker det så højt, jeg bliver rørt over den hver evigt eneste gang. Jeg kan sidde i timer, og glo på billeder fra rejsen, og høre de her nummer, og mindes da vi fløj hjem om aftenen, vi spiste klam flymad og jeg følte mig så sej i min cowboyjakke. Da vi blev hentet i lufthavnen klokken fire om natten af min farmor og farfar, og spiste hotdogs da vi kom hjem, og min farmor skulle op på arbejde dagen efter, og vi bare sov og sov, min far og jeg, Da jeg skulle følge min far til bussen, og der var en bil der dyttede af mig, så jeg kom til at tude. Lyt til VETO, lyt til From A to B, og selvom det ikke har noget som helst med det nummer at gøre, så tænk på et sandfarvet og orange hotelværelse i Portugal midt inde i byen, chips, og denne her lugt af andet land. Nummeret er ret deprimerende, jeg ved ikke hvorfor det lige var det jeg endte med at høre da vi var dernede, men sådan gik det, og det er derfor at jeg i dag, elsker VETO. Hav det rart.

Lige nu er jeg lidt rastløs. Ligger på gulvet med åbne vinduer, og det ene øre nede i et glas med isterninger og hører dem smelte. Jeg har ferie, og på min væg hænger et mirakel ♥

2011-04-18T16:03:00.000Z

Det er næsten umuligt at sætte en finger på

2011-04-16T20:13:00.004Z

Ser I. Jeg ville VIRKELIGT VIRKELIGT VIRKELIGT ønske at jeg kunne vise jer hvad det er der giver mening. Hvad det er der er så rigtigt. Men jeg ved det dårligt nok selv. Det er umuligt at sætte en finger på. Jeg kan ikke forklare det. Men jeg vil prøve.

Det er svært for jer at forstå, det ved jeg. Men I skal have muligheden. Fordi det er langt fra alle der har oplevet følelsen, vil jeg prøve at beskrive den for jer: Du har fundet noget, der er lige dig. Det lyder som om man er på bytur og har fundet en kjole der passer en perfekt, men det er slet ikke det jeg mener. Jeg mener at du har fundet din hjerne, dit hjerte, i noget andet. Det lyder tilnærmelsesvis som at være forelsket, men det er det ikke. Din hjerne sidder i et andet menneske, i andre mennesker. De ved det ikke, men du ved det, og du ved at du ikke kan, hvis ikke de også ved det.

Jeg VILLE have at de skulle vide det, at de skulle have det på samme måde jeg. At de skulle se dem selv i mig, at de skulle genkende dem selv i mine tanker og at de skulle være glade for at jeg fortalte dem om det.

Så forestil dig dit hoved. Forestil dig alt det du har tænkt gennem hele dit liv, også helt fra da du var barn. I mit tilfælde har der været ret mange tanker, for jeg elsker at tænke. Forestil dig at du hører en sang i radioen. EN sang. Og lige pludselige flyder alle dine tanker ud i lokalet, ud i de syngende stemmer, og at stemmerne faktisk tager dine tanker til sig, men smider dem fra sig når sangen slutter. Sådan havde jeg det i et halvt år. Jeg nåede at blive afhængig, nåede at forelske mig i dem, nåede næsten at opgive det. De hjælper dig med at finde dig selv, hjælper dig med at finde det smukke i livet, hjælper dig med at forstå dig selv og faktisk også til at få andre til at forstå dig.

Men ja. Nu er det sket. I onsdags. Klokken fesen halv fire, mens det regnede og jeg havde lortehovedpine, var stået for tidligt af bussen, og måtte gå hjem i regnvejr. Lige dér på mit kolde værelse, sad jeg og læste alle de smukke linier, jeg har kæmpet sådan for.

Hvis I ikke har læst alle de gamle indlæg, så giver det her helt sikkert ingen mening. Det er næsten hver anden dag i fem måneder jeg har skrevet lange lange indlæg om hvor meget jeg ville det. Så jeg synes at I skal klikke på linket herunder, og læse frem til nu - hvis I gider selvfølgelig, for som tidligere nævnt, er der virkeligt meget. Men gør det, så er I kære, det er de tekster jeg er mest stolt af, og jeg ville blive ked af det, hvis de bare lå der og rådnede.

Det her er det jeg sendte til dem i sin tid, det der startede det hele.
Til jer, mine kæreste:

THE RUMOUR SAID FIRE

Mening

2011-04-15T17:20:00.001Z

Lige nu er luften fuld af min klamme stemme og alt for højt The Setting Son's "Are You The One?". Fuld af påskeferie, overskud, appelsinyoghurt med müsli, Mini-Cocio, lys, Det Nye Talkshow på DR NU og lykke. Fuld af mening.

For det er nemlig det, det hele handler om. Om at give mening. Og for pokker hvor det hele giver mening lige nu. Selvom jeg ikke kan sætte en finger på hvad det er. Det bare så rigtigt, så perfekt. Og når jeg sidder og læser alle de indlæg jeg har skrevet om, hvor forvirret jeg har været, hvor desperat og hvor uforstående. Jeg forstod ikke hvorfor jeg skulle have denne her syge forbindelse til det her band. Jeg skrev alle de her indlæg om hvordan, og hvorfor, og NU var det lykkedes. Men det var det ikke. Det er det nu. Nu kan jeg sidde og lytte til deres musik i kulde, og mærke varmen krybe ned af ryggen. Det har jeg altid kunne, men nu kan jeg også, virkeligt, mærke at jeg har opnået det. Opnået det jeg har længtes sådan efter. Det er jo så fantastisk, jeg må skrive et langt indlæg om det snart, for nu har jeg påskeferie, Amalie er sød og jeg skal spise.

Ps. Bemærk den ekstremt fotogene sommerfugl! Den var så så så sød!

Hej

2011-04-13T16:16:00.001Z

Jeg ville ofte ønske, at jeg kunne sige, at mit værelse er ryddet ordentligt op, at jeg bor i København, at jeg har lavet alle mine lektier til i morgen, at jeg har en smuk frisure, at jeg aldrig bander, at jeg går i bad hver dag, at jeg har mit hår sat op i en flot knold, at jeg har en masse venner, at jeg er fantastisk til matematik, at jeg ikke er genert, at jeg er god til at danse, at jeg laver noget særligt i min fritid, at jeg har en iPod, at jeg tænder mine bloklys hver aften og drikker te imens, at jeg er dygtig til at tale, at jeg ikke er så klodset, at jeg ikke er allergisk overfor parfume, og bruger det alligevel, at jeg har vasket den trøje jeg havde på den aften til koncerten, at jeg ikke har et "alter" til at stå på mit værelse med deres ting stående på, at jeg har god lyd i mine højtalere, at jeg dyrker meget motion, at jeg laver noget hyggeligt i weekenderne. at jeg ikke spiser så meget sødt, at jeg ikke sover så længe, at jeg har en vinylafspiller, at min stemme ikke er så sær, at jeg ikke griner så grimt, at jeg ikke glemmer mit idrætstøj med vilje, at jeg ikke skal sidde en halv time i et tog for at komme hjem, at jeg tænkte en hel del på miljøet eller at jeg ejer alle mine yndlingskunstneres cd'er.

Det kan jeg altså ikke.

Men jeg kan sige. At alt det er så bedøvende lige meget lige nu. For. Jeg. Har. Et. Idol. Der. Er. Fantastisk.

Og svarer.

Hej.

Fred

2011-04-11T12:37:00.002Z

Stille og roligt, fredeligt og rart. Fugle der synger (og falder ned fra grenene?) og solen der skinner. Soundvenue, lemonade, facebook og kameraet. Væk fra den larmende, hujende klasse, det lugtende og varme klasseværelse, og ulækre madpakker. Hurra. Jeg slapper af. Helt indtil i morgen

Koncentration

2011-04-10T19:49:00.002Z

Det er længe siden jeg har fordybet mig i noget. En film, en bog, et stykke musik. Længe siden jeg har sat mig ned, og gravet alle tankerne bag, op. Det er længe siden jeg har hørt en samtale mellem mennesker. Længe siden jeg har forsøgt at sætte mig ind i noget. Forsøgt at forstå noget. Det er længe siden jeg har ladet tankerne få frit løb. Skrevet lange indlæg.

Hvorfor er der kun ti sange på jeres album, kære Rumour? Hvorfor kan jeg ikke koncentrere mig længere? Hvorfor kan jeg ikke færdiggøre noget, hvorfor skal alting gøres halvt? Hvorfor skal jeg altid rende frem og tilbage mellem alting. Hvorfor skal jeg først med tog, og så med bus og så med bil, og så hjem i seng, og så op og så med bil, og så med bus? Hvorfor kan jeg ikke slappe af? Hvorfor har jeg dog ikke snart påskeferie?

Årh Gudskelov.
Det har jeg. På fredag.

KELLY

2011-04-10T12:00:00.001Z

Well. En smule uoriginalt ville nogen måske mene. Men det var sjovt at lave. Ja, det er min ansigt deromme bagved. Kærlighed.

Åhå

2011-04-09T23:15:00.000Z

Nej. Det er bare ikke sandt.

Åhå.

Voksne, fantastiske, kloge, vældige, kreative og rare mennesker. Læser med.

Jeg dør.

Af glæde. Tak.

Ej. Tænk lige.

hihihi

Mødet med dem. The Rumour Said Fire.

2011-04-05T16:16:00.001Z

Ej jeg ved sgu ikke om jeg vil give jer en detaljeret beskrivelse af det. Det har jeg ikke rigtigt noget behov for, og det er slet ikke det, der er det mest interessante, hvis I spørger mig.

Altså jeg stod der og spejdede efter ham. Vendte mig om og så ham gøre det samme, bare efter mig. Udbrød et:"Heeeeeej!" og han ligeså, småløb hen til mig og gav mig et kram. Stak mig et papir, nogle småting og en trommestik, og sagde at de havde prøvet at samle lidt til mig. BANG, så stod Jesper der også. Vi snakkede lidt om alt og ingenting, jeg kan ikke helt huske det. Noget med The New Spring, og jeg fik sagt at The Glow er min yndlingssang, og Jesper sagde, at det ville Bastian blive glad for. Og det var jeg glad for. Lidt sygt, at stå der og sige til mine idoler, at det ikke engang var en af deres sange der var min yndlingssang, men jeg tror at de blev glade for det. Eller det ved jeg faktisk.

Lyset var slukket, jeg kunne næsten ikke se ham, mest Jesper. Jeg kunne kun se hans øjne. Måske var det meget heldigt, tænk at stå i den der situation hvor man ikke ved hvor man skal kigge hen. Det ville have være dumt.

"Jeg har det jo næsten som om jeg kender dig nu"

Måske sagde han noget mere fantastisk efter det, jeg ved det ikke, jeg var faktisk bare en smule i chok. Jeg fik sagt i lige måde. Måske var det ikke lige det jeg skulle have sagt. Det ved jeg ikke, det blev i hvertfald stille lidt, han kiggede vist på Jesper, lagde hovedet lidt på skrå og sagde:" Hmnjaer". Det er faktisk det jeg husker bedst. Sært egentligt, ikke? At det er det jeg husker tydeligst. Men det er det.

"Men vi må nok også tilbage og pakke". Ja, tænkte jeg. Måske sagde jeg det også. Vi sagde farvel, jeg fik endnu et knus af Søren, og også et af Jesper, og han sagde "Vi ses". Måske var det med tilfælde, måske ikke.

Men ja. Ja vi gør sgu så! Jeg er ikke færdig.
De var rare. Virkelig rare og søde, og venlige. Ikke fantastiske. De var ligesom mig. Mennesker. Og det har jeg jo hele tiden vidst. Men jeg har haft en idé om, at de var ligeså fantastisk i virkeligheden, som deres tekster. Men sådan er der jo ingen der er. Heller ikke mig. Måske kan jeg tage fine billeder, og skrive smukt, men jeg er jo også bare et menneske, som er rart og hyggeligt, og går i noget rart og hyggeligt tøj, og som snakker om rare og hyggelige ting, men også kan være fej og uhyggelig. Det kan de også, det I også, og det er det jeg har lært af det her, og håber at I også vil prøve at forstå.

Det der med at være totalt besat af noget, at se helt vildt op til noget er jo en sær ting.

I bliver måske inspirerede af det jeg skriver, og inspirerer andre med det. Det jeg blev inspireret af, er The Rumour Said Fire, og det de blev inspireret af, var måske noget som den inspirerende var blevet inspireret af. Giver det mening? Det I læser her, og bliver inspirerede af, er måske noget, en mand fra 1500 år f.v.t. fra det Gamle Grækenland tænkte først. Altså. Hm.

Vi vandrede ned efter vores jakker, og ned og købte en dyr tshirt. Christian stod der, og snakkede med ham der solgte trøjerne. Han sagde ikke noget til mig, men kiggede. Jeg købte den hvide og en plakat, og så kom Emma Acs, og guitaristen stod og sagde: "Happy hour! En single 50.-, to for 100.-" og jeg stod og smågrinede.

Lyset blev tændt. De stod der stadig. Skulle man spørge om et billede? Jeg kunne ikke helt finde ud af det. De stod og snakkede med nogle andre. Jeg gik derhen. Stod og prøvede at få lidt øjenkontakt eller et eller andet. Og så bad han dem vente, og gik over til mig, og jeg fik et dårligt billede.

Han bad dem vente. Ikke mig. Han bad ikke mig vente. Dem.

Det var rigtig RART, en oplevelse jeg vil huske for livet. Og mine tre plekterer, min trommestik og min setliste med autografer på, er fine ting jeg er rigtig glad for. Men så heller ikke mere. Jeg skal - man skal - passe på ikke at gå hen og blive sindssyg. Sådan én der bliver gift i ens idols hjemby, eller konstant går i deres tøj osv. Jo, jeg gør det selv en smule, men kun lidt. Altså det kan jo næsten ikke undgås i min alder men. Altså man skal jo passe på sig selv.

Men det er IKKE slut. Selvom jeg får en klump i halsen hver gang jeg tænker på dem, er det ikke slut. Jg elsker det, jeg giver ikke slip. Og Jesper sagde jo at vi ses. Ja. Vi ses.

Tror jeg tager det næste skridt i aften.

Dengang i januar

2011-04-05T11:32:00.001Z

Dette lå i bunden af min skoletaske. Jeg skrev det i toget, dengang i januar.

Der sker ting. Der sker ting indeni mig. Der skete ting udenfor mine lukkede øjne. Og jeg kunne ikke se dem. Men det kan jeg nu. Mine drømme er lige ud for min synsvinkel. Jeg skal bare række ud. Men jeg lukker øjnene og ser væk. For det er så svært, og det kan gå så grueligt galt. Så nemt. Jo, jeg er. Jo, jeg er. Jeg er jo dybt forelsket i dem. Den måde jeg bare forsvinder ind i musikken på, og lader mig svæve rundt i deres stemmer.

Jeg elsker dem højt, det gør jeg virkelig og jeg forstår det nu. Og jeg er også ved at have accepteret at min drøm nok ikke går i opfyldelse. Men man kan hvad man vil, hvis man virkelig vil det. Og jeg vil virkelig det her, så jeg har ikke givet op. Det vil jeg aldrig gøre. Jo, måske når jeg holder op med at elske dem. Men kan jeg egentligt det? Det virker ikke sådan lige nu. Det ville i hvertfald tage mange måneder, ja måske år. Så jeg har tænkt mig at holde op med at tvivle. For så er det måske ikke så sikkert.

Ahahaha, det er jo helt ironisk at læse det nu. Eller. FEDT. Åh Gud, tænk lige. Det er fire måneder siden det er skrevet, det der. Nu har jeg mødt dem. Et skulderklap må man sige.

Kh Nikoline

Barometerbrev, tørre blåbærtærter og ravioli

2011-04-04T19:08:00.001Z

Ærgerde mig da jeg gik i seng i går, det var ved ti tiden. Jeg lå og tænkte på det brev jeg sendte ind til Det Elektriske Barometer i tirsdags. Om koncerten, The New Spring og påskeliljer. Lige pludselig lyste min mobil, ogjeg havde fået en sms. Fra Maya. "Der var du" skrev hun vist. Ja jeg var. Jeg hørte det i dag. Det var da forfærdeligt skrevet. Men det er sådan jeg har det. Smid en kommentar hvis I hørte det, ikke? Detkunne være rart at vide.

I dag stod jeg op, spiste morgenmad - havregryn med rosiner - solen skinnede. Min første hverdagsmorgen i det nye hus. Her er rart. Virkeligt rart. Jeg føler mig hjemme her, jeg kan skrue helt op for musikken. Det kunne jeg ikke i rækkehuset, der havde vi en nabo der arbejdede om natten, og sov om dagen. Nu kan jeg endda have åbne vinduer imens, for vi bor langt væk fra alting, og her er rigtig rart. Der kommer heste lige ud for vores køkken vindue nogle gange, og her lugter af frisk luft, og dyner og sol.

Efter skole dansede jeg ned i Salling og købte alt for dyr ravioli med ricotta og spinat, pesto med valnødder og peberfrugt, lyserød Pukkate og økologiske, tørre blåbærtærter, der var alt for søde, og som skulle nydes med te. Jeg sprang på bussen, og da jeg kom hjem lavede jeg en kop te, fandt udsendelse af Barometeret og hørte mit brev blive læst op, og hørte The Glow, Kelly og Zebra som pt. er mine yndlingssange. Så kom min mor hjem, og vi hyggede os, og spiste den dejlige mad, og drak mere te, som jeg spildte ud over min skulder. Spørg mig ikke hvordan.

I morgen er det forårstur med Malie, og jeg glæder mig helt ekstremt. Kys til jer. Og husk nu formspring!

Stille og roligt, men rart

2011-04-01T20:46:00.001Z

Sikke dog. I dag har jeg blogget i et år, vi runder vel snart 50 læsere, og selvom det bare er et tal, er dette indlæg nummer 150! Nogle idéer til noget spændende? Jeg tænker på at give jer en rundvisning, fortælle forskellen fra dengang og nu, eller uddybe et eller andet for jer, men kom med jeres bud! Jeg er åben for lidt af hvert! Og nej - det er ikke en aprilsnar!

Indlægget om mit møde med Søren og Jesper bliver vel udgivet engang i næste uge, eller i weekenden.

Men jeg har det så rart, så menneskeligt. Det er en dejlig fornemmelse, at gå og glæde sig til noget. Til at købe en ny kalender, blomster, bloklys, eller til at skynde sig hjem og skrive med Maya. Til at få lommepenge, eller ud og købe "forårsforsygninger" med Amalie, eller på plakatjagt med Celine,
eller til at se Det Nye Talkshow, eller høre om mit eller Mayas - søde, fantastiske, rare, fine, dejlige- brev bliver læst op i Barometeret på søndag.

Ikke hele tiden gå rundt og være bedøvet, svæve, og konstant tænke: "Ih og åh". Nu er jeg nede på jorden, alting er stille og rolig, og hverdagsagtigt, og ikke kun en teenagedrøm.. Jeg hører P3, går tur med hunden, tager billeder, laver aftaler, Tinychatter, ser gamle udsendelser af Det Nye Talkshow, og går i gennem denne her ellers hårde tid, med højt humør, for det er det jeg kan, og det er det jeg vil.

Jeg har et plekter hvorpå der står "Til N" "Fra S" på, og det er rart og pænt. Det er en af de ting jeg holder allermest af, men så heller ikke mere. Jaja, I får resten. Om hvordan jeg ikke kunne lægge den trøje jeg havde på til koncerten, til vask eller om hvordan jeg stod og hulkede da jeg var i bad dagen efter, fordi stemplet på min hånd ville blive vasket af. Eller om hvordan jeg fik Pauline til at tegne det op igen, og det blev helt udsmattet, eller om hvordan jeg sov i min nye hvide tshirt med en tiger på, og deres navn med rød skråskrift. I får det hele, bare ikke nu, for jeg er ved at flytte ind i verdens smukkeste hus.

Jeg elsker jer, kys!

Koncerten, del 1

2011-03-28T20:06:00.002Z

Nej, jeg græd ikke, faktisk var det meget stille og roligt. Vi ankom klokken ni, og gik ud med vores jakker, og købte en flaske vand i baren hos en englænder der ikke fattede hvad vi sagde. Jeg fik øje på en bod med deres fine t shirts og glædede mig over at jeg havde penge med. Vi gik frem i mellem tønderne med fyrfadslys på, og folk begyndte lige så stille at strømme til. Jeg fik mig en god plads helt oppe foran, under opvarmningen Emma Acs, men der var faktisk ikke nogen der gik helt hen til scenen. Det var lidt synd synes jeg, for hun var rigtig fed! Oppe på scenen var der de fedeste gammeldags lamper, og et fint dyrt tæppe.

Da de var færdige gik der ikke mere end et par sekunder, og så stod hele salen og lænede sig op af scenen. Jeg fik den bedste plads der overhovedet var. Jeg stod lige i mellem Søren og Jesper. Faktisk var det måske lidt synd jeg stod dér, for tænk hvis jeg distraherede dem. Jeg tror det nu egentligt ikke. Jeg kiggede på deres instrumenter. Jeg kunne genkende Sørens og jeg vidste at han ville stå der. Jeg så hans mundharmonika, og rasletingelinger ligge lige der, ikke mere end en meter fra mig. Det kunne jo være den han spillede på i Go' Morgen Danmark, eller til P3 Guld sidste år! Jeg kunne bare række ud, det lå lige udfor mig. Men det gjorde jeg altså ikke. Jeg betragtede i stedet lotusblomsten på Christians trommesæt, som selveste Kathrina havde tegnet. Der var en lille bule i det, men det var nok kun mig der bemærkede det. Lampen længst til venstre var rød, og med blomster, den udfor mig var gul med broderi, den bagerste til højre var hvid, og VILDT fed, og den sidste var beige g havde frynser. Jeg stod og rørte ved gulvtæppet, det røde gulvtæppe, som havde mange farver, og var blødt og støvet.Pigerne bag mig snakkede om hvilke der var deres yndlings. Det var vist Passion, og The Balcony og Sentimentally Falling - selvfølgelig.

Der kom røg, og vi tænkte alle sammen NU! Mit hjerte galopperede afsted, og vi begyndte at messe "Rumour, Rumour" og ind kom de altså. Indtog deres pladser, og lige pludselig stod han der, og det føltes helt naturligt, og jeg smilte. De startede med at sige noget med Aalborg. Jeg kan tydeligt huske at Jesper sagde: "Det første nummer er She", og at jeg var en smule forbavset. Men de gik i gang, og jeg gik amok. Bagefter sagde de at vi var fede. Så begyndte The Post Mortem Makes us Men, og jeg var vildt glad, for jeg har aldrig hørt det live, og de gjorde det SÅ fedt. Jeg begik den fejl at begynde at klappe da alle andre gjorde, men der manglede stadig outtroen, og jeg følte mig lidt øv.

"Det næste nummer er Sentmentally Falling" sagde Søren og alle klappede, og hujede, og de begyndte. Det var fedt. Hvad mere kan jeg sige. De fik virkelig sat gang i den der. Jeg sang, og dansede. Så stoppede de, og de velkendte toner fra Air Force strømmede. I virkeligheden er Air Force langt fra mit yndlings nummer, fordi det minder mig om Shout Wellington Air Force, hvilket er noget helt andet i min verden. Men de fik mig med, jeg skreg, og på et tidspunkt hørte jeg mig selv. JEG HØRTE MIG SELV, OG JEG STOD HELT FORAN. Det er ikke meningen, men sådan var det, og jeg elskede det.

Så kom Comfort to the Dalai Lama, som er en af mine favoritter, og som også er den jeg husker tydeligst fra forrige koncert. De gjorde det så fedt, og jeg var virkelig helt oppe at køre over trommerne, og over alle de linier jeg elsker, og som jeg langt om længe, fik love til at skrige op i hovederne på dem. Og jeg lurede hvem der spillede mit yndlingsstykke. Jeg har virkelig gået så dybt ind i musikken, som I jo ved, og jeg har set videoer på YouTube, uden at finde ud af det, så det var lidt en lettelse.

Søren sagde det sødeste. Noget med, at vi var fede, og at vi endelig bare skulle danse. At det var lige meget at vi ikke kunne finde ud af det, vi måtte gerne tumle rundt ligesom han. Der forstod jeg, at han stemme var anderledes end jeg troede. Jeg studsede lidt, ville gerne have haft et par sekunder mere inden Jesper sagde: "Passion" sagde og folk gik amok igen, men sådan gik det ikke. Jeg ved ikke om jeg bare var heldig, eller om de gjorde det bevidst, men de to - Søren og Jesper - stillede sig overfor hinanden, med siden til publikum, lige ud for mig, og spillede introen. Jeg så det med mine blå øjne, så det med min smilende mund, og med min sitrende krop. Så dem spille det stykke af den sang, jeg har danset yndig til, så mange gange. Folk kunne teksterne, og det var fedt, for så følte jeg mig ikke helt ensom. Det var virkeligt så smukt.

Så Evil Son. Jeg sang, og jeg dansede ligesom jeg hele tiden havde gjort, og de gik videre til det sidste smukke stykke. Der skete det så. Jeg fik øjenkontakt med Søren. Jeg troede han havde lukkede øjne, men så så jeg det her lille glimt. Det lille "Pling" der viste mig at han kiggede ned på mig. Jeg blev både glad, og genert, og blev også selv nødt til at kigge ned, og smile.

Jesper sagde noget lignende: "Her kommer et andet nummer fra vores EP, Red Light" Igen var jeg lykkelig, fordi det var første gang jeg hørte det live. Det var så smukt, og også der kom jeg til at høre mig selv. Jeg fik de billeder på min nethinde, som jeg havde første gang jeg hørte den, og hvor var det vildt at stå der og se det for sig, mens de stod lige der foran mig.

The Balcony blev der sagt. Jeg blev lykkelig, men også overrasket over at vi allerede var nået dertil. Over skulderen så jeg et par sorte plastikringe, og lyst, glattet hår på en pige med sin kæreste i hånden, og ved siden af dem en pige i nettrøje og armbånd med pigge på. Jeg grinte for mig selv, og vidste at jeg var på min plads. Vi sang, hele salen. Skreg, og dansede.

Efter noget der føltes som ingen tid, sagde Søren, at de var nået til sidste nummer. Først blev jeg SÅ ked. De havde slet ikke spillet mine yndlings endnu. Men alligevel lykkelig, for så var det om lidt. Jeg var sikker på at de ville spille ekstranumre, men jeg var alligevel bange. De tre bump. Fra Sanctuary. Det var dejligt. Og mere til. De sagde pænt farvel og forlod scenen. Jeg var helt splittet. Om lidt skulle jeg møde ham, men jeg ville også høre mine yndlings. Så jeg gav mig til at klappe. Og resten af salen, ligeså. Men ikke ret højt, og jeg panikkede! Jeg ville synge mine yndlingssætninger! Men de kom tilbage, og startede med The Arrogant og jeg var lykkelig, og hvinede, dansede, hoppede, og mærkede håret klæbe fast til mine kinder. Først kom Jesper, og da vi nåede det sidste stykke kom Søren igen, og alting var godt.

Dance. Jeg var lykkelig. Jeg nåede rent faktisk at lukke øjnene og tænke: "Du står her nu, og det er Dance, og måske kigger de". Og jeg åbnede øjnene, og hørte noget ukendt, og tænkte at der sikkert var noget nyt, noget fra en ny plade, og jeg har sikkert set meget undersøgende ud, for jeg så Søren vende sig om og smile. Dance er fantastisk, sådan er det bare. Jeg SKRÅLEDE. Kastede med kroppen, og hoppede.

"Det næste nummer er Desolation Mr. Foe" og igen var jeg lykkelig. Sagde noget med, at NU skulle jeg synge min sætning, synge "With a teenage dream that's all" og jeg håber ikke at de så det, for det var kikset, og lidt var hypert sagt. Men de begyndte, og det var sygt, at høre ham stå og synge den sætning jeg har drømt om at høre lige der foran mig. "I need disorder" med den der rysten til sidst. Perfekt.

De var færdige.

I får resten senere, jeg vil lade dette indlæg hænge lidt

Kys

Ps. Alt dette er skrevet udfra min hukommelse. Jeg tog ingen billeder

WITH A TEENAGE DREAM THAT'S ALL, OF A FOREIGN WAVE, SHE'S SPITTING OUT THE LETTERS OF CONTROL

2011-03-25T18:17:00.000Z

Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige. Jeg synes titlen er passende. I kan finde ordene i sangen nedenfor. Jeg forstår det ikke. Slet ikke.

For et halvt år siden sad jeg her. Sad ved mit skrivebord og hamrede løs på tastaturet. Fandt mig selv i det her band. De hed The Rumour Said Fire. Jeg var forelsket. Solgt. Jeg elskede dem så højt.

De fik - og får mig stadig - til at forvandles. Forvandles til natur. Forvandles til byen. Hvis jeg var på vej i skole, og hørte dem blev jeg forvandlet til gaderne, til trafiklysene og til folkene og bilerne, kulden. Hvis jeg hørte dem i toget blev jeg ikke toget, men til den natur jeg så på den anden side af ruden. Til træerne der susede i vinden, til den grå himmel, til den sarte sol. Hvis jeg hørte dem hjemme på mit værelse, blev jeg mig.

Og det var det jeg elskede.

Jeg elskede det så højt, og jeg ville have mere. Jeg har næsten aldrig følt en så stærk følelse. Jeg var ulykkelig, for hvordan skulle en så lille Nikoline, kunne opnå det? Det var umuligt. Men alligevel tiltrækkende. For hvad kunne der ske? Jeg prøvede. Og det kan vi takke dem for.

For de gjorde mig stærk nok til det. Det var dem der gjorde at det ikke var umuligt. Det var dem der gjorde at jeg i morgen skal møde den ene. Den ene jeg allerhelst vil møde. Den ene jeg har skrevet med. Den ene jeg ser allermest op til.

Jeg glæder mig for sygt. Så sygt. Og selvom jeg har svaret ham med beskeder der var ret nede på jorden, aner jeg ikke hvordan jeg vil tage det. Enten vil jeg kæfte op, eller også vil jeg tude. Men hvad. Jeg skal møde ham. HAM. Det er vildt og fedt og dejligt, og den koncert bliver det vildeste følelseschok.

De her ord er i virkeligheden også lidt for nede på jorden. For det der fylder min krop og mit hovede lige nu, er så stærk at det ikke kan skrives ned.

Skagen

2011-03-21T20:16:00.001Z

Jeg drager på klassetur til Skagen i morgen, og det betyder at jeg er nødt til at forsømme jer. Håber det går

Kys